← Lov om digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven

§ Lov om digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven · kapitel 6 af 9

Kapitel 6 – Tilsyn, regnskab og revision m.v.

LOV nr 283 af 15/04/2009

§ 11. Beskæftigelsesministeren fører tilsyn med overholdelsen af denne lov og de regler, der er udstedt i medfør af loven, herunder fører tilsyn med Selskabets økonomi, drift og opgaveløsning i forbindelse med SDPI-løsningen.

Stk. 2. Selskabet skal være opbygget på en sådan måde, at aktiviteterne vedrørende SDPI-løsningen er tydeligt adskilt fra Selskabets øvrige aktiviteter.

§ 12. Selskabet skal give beskæftigelsesministeren adgang til alle oplysninger, data og dokumenter vedrørende SDPI-løsningen.

Stk. 2. Selskabet skal for aktiviteter vedrørende SDPI-løsningen føre regnskaber og lade disse revidere på samme måde, som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte aktieselskaber. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for Selskabets regnskabsføring.

Stk. 3. Efter at SDPI-løsningen er blevet sat i drift, skal Selskabet udarbejde en årlig redegørelse for arbejdet med kvalitetssikring af SDPI-løsningen, herunder resultater af systemmæssige kontrolrutiner i det forløbne år. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL regler om indholdet af redegørelsen.

Stk. 4. Rigsrevisor kan kræve Selskabets regnskaber vedrørende SDPI-løsningen forelagt til gennemgang.

§ 13. Hvis Selskabet overtræder bestemmelserne i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, kan beskæftigelsesministeren give bestyrelsen eller direktøren pålæg om at bringe forholdet i overensstemmelse med lovens regler. Hvis ikke Selskabet inden for en fastsat frist herfor efterkommer pålægget, kan beskæftigelsesministeren som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.