§ Lov om offentligt hasardspil i turneringsform · kapitel 4 af 7
Kapitel 4 – Afvikling af offentligt hasardspil i turneringsform
LOV nr 1504 af 27/12/2009
§ 12. En offentlig hasardspilsturnering skal afvikles under ledelse af en person, et selskab eller en forening (den ansvarlige bevillingshaver), der skal have bevilling til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform på det sted, hvor den offentlige hasardspilsturnering afvikles, jf. §§ 6-8.
Stk. 2. Det påhviler den ansvarlige bevillingshaver at sikre, at den offentlige hasardspilsturnering gennemføres lovligt.
§ 13. Den ansvarlige bevillingshaver skal underrette tilsynsmyndigheden om tidspunktet for den eller de planlagte offentlige hasardspilsturneringer.
Stk. 2. Underretning efter stk. 1 skal gives, senest 14 dage inden den offentlige hasardspilsturnering begynder.
§ 14. Den ansvarlige bevillingshaver skal, inden der gives mulighed for tilmelding til den offentlige hasardspilsturnering, have udfærdiget en redegørelse for spillereglerne og beregningen af præmiesummerne ved den offentlige hasardspilsturnering.
Stk. 2. Redegørelsen skal meddeles til dem, der begærer det.
§ 15. Den ansvarlige bevillingshaver skal ved tilmeldingen registrere spillernes navne, adresser og fødselsdatoer.
Stk. 2. Inden spillet i den offentlige hasardspilsturnering påbegyndes, skal den ansvarlige bevillingshaver kontrollere de tilstedeværende spilleres identitet og sikre, at ingen, der ikke er tilmeldt, deltager i spillet.
Stk. 3. Enhver tilstedeværende skal på begæring fra den ansvarlige bevillingshaver eller tilsynsmyndigheden forevise legitimation.
§ 16. Den ansvarlige bevillingshaver eller, hvis der er tale om et selskab eller en forening, en repræsentant herfor skal være til stede på det sted, hvor den offentlige hasardspilsturnering finder sted, så længe der spilles.
Stk. 2. Den ansvarlige bevillingshaver eller, hvis der er tale om et selskab eller en forening, repræsentanten herfor må ikke beskæftige sig med andet end afviklingen af den offentlige hasardspilsturnering, så længe der spilles, og må ikke deltage som spiller i den offentlige hasardspilsturnering.
§ 17. Som betaling for deltagelse i en offentlig hasardspilsturnering må opkræves ét samlet beløb fra hver af de deltagende spillere. Dette beløb må ikke overstige 300 kr. for en enkelt offentlig hasardspilsturnering.
Stk. 2. Der må ikke i forbindelse med en offentlig hasardspilsturnering opkræves andre beløb af de deltagende spillere end det, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Det beløb, der er nævnt i stk. 1, skal være betalt, senest dagen før den offentlige hasardspilsturnering begynder.
§ 18. Spillernes betalinger for deltagelse i en offentlig hasardspilsturnering udgør turneringspuljen. Der må ikke indgå andre midler i turneringspuljen end spillernes betalinger for deltagelse.
Stk. 2. Turneringspuljen for en enkelt offentlig hasardspilsturnering må ikke overstige 15.000 kr., jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Uanset stk. 2 kan tilsynsmyndigheden i helt særlige tilfælde meddele tilladelse til, at turneringspuljen overstiger 15.000 kr. En sådan tilladelse må dog højst meddeles to gange årligt for hver bevilling til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform.
§ 19. Midlerne i turneringspuljen må alene anvendes til gevinster, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Den samlede gevinst til én enkelt spiller i en offentlig hasardspilsturnering må højst udgøre halvdelen af turneringspuljen.
Stk. 3. Uanset stk. 1 må der udredes højst en fjerdedel af turneringspuljen til dækning af umiddelbare omkostninger i forbindelse med afvikling af den offentlige hasardspilsturnering. Der må dog ikke af turneringspuljen udredes vederlag el.lign. til den ansvarlige bevillingshaver.
§ 20. Alle betalinger til og fra turneringspuljen skal overføres mellem konti i pengeinstitutter eller kreditinstitutter, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Betalinger til dækning af umiddelbare omkostninger i forbindelse med afvikling af den offentlige hasardspilsturnering kan foretages kontant.
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan tillade, at betalinger til og fra turneringspuljen sker på anden måde end efter reglerne i stk. 1 og 2.
§ 21. Den ansvarlige bevillingshaver skal, senest 2 måneder efter at den offentlige hasardspilsturnering er afsluttet, udfærdige et regnskab for den offentlige hasardspilsturnering.
Stk. 2. I regnskabet skal hver enkelt betaling til og fra turneringspuljen dokumenteres med angivelse af beløbets størrelse og dato for betalingen. Ved kontooverførsel skal det fremgå af regnskabet, hvilken konto der er overført til eller fra. Hvis der er foretaget kontant betaling, skal der til regnskabet sikres bilag, som dokumenterer betalingen.
Stk. 3. I forbindelse med regnskabet skal opbevares oplysninger om samtlige deltagende spilleres navne, adresser og fødselsdatoer.
Stk. 4. I forbindelse med regnskabet skal endvidere opbevares den redegørelse for spilleregler og præmiesummer, som er nævnt i § 14.
§ 22. Den ansvarlige bevillingshaver skal opbevare det regnskab og de oplysninger, som er nævnt i § 21, i 5 år efter at den offentlige hasardspilsturnering er afsluttet, hvorefter den ansvarlige bevillingshaver inden for rimelig tid skal foretage sletning af oplysningerne.