Kapitel 4 – Markedsovervågning

§ 13. Kontrolmyndigheden fører kontrol med, at produkter er sikre.

Stk. 2. Kontrolmyndigheden skal udøve kontrol efter stk. 1 på en sådan måde, at der gribes ind med de midler og med den hurtighed, som risikoens alvor kræver. Myndighederne skal i den forbindelse tage behørigt hensyn til den videnskabelige usikkerhed omkring et produkts indvirkning på menneskers sundhed, til forsigtighedsprincippet og til, hvor alvorlig risikoen er for, at et produkt vil medføre skade på personer.

Stk. 3. I forbindelse med kontrol efter stk. 1 kan kontrolmyndigheden kontrollere, om et produkt uretmæssigt er påført CE-mærkning, jf. Rådets og Europa-Parlamentets forordning (EF) nr. 765/2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter.

§ 14. Sikkerhedsstyrelsen varetager opgaven som kontrolmyndighed efter denne lov, medmindre andet følger af § 15, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 15, stk. 2.

§ 15. Hvis der i eller i medfør af særlovgivningen er fastsat regler om forebyggelse af specifikke risici ved særlige produkter, er den relevante kontrolmyndighed, der påser risici efter denne lov i forhold til sådanne særlige produkter, den myndighed, der påser overholdelsen af særlovgivningen. Den minister, under hvem særlovgivningen hører, kan fastsætte regler om sagsbehandling og klageadgang, der afviger fra bestemmelserne i denne lov.

Stk. 2. Hvis der ikke er fastsat bestemmelser om sikkerhed ved produkter i særlovgivningen, kan økonomi- og erhvervsministeren efter forhandling med de berørte myndigheder overføre beføjelser i henhold til denne lov til en anden myndighed ved bekendtgørelse.

§ 16. Kontrolmyndigheden kan af egen drift eller efter anmeldelse træffe afgørelse i en sag om de sikkerhedsmæssige aspekter ved et produkt.

§ 17. Til brug for vurderingen af, om et produkt er omfattet af lovens bestemmelser, og om produktet er sikkert, kan kontrolmyndigheden

1. kræve, at de berørte parter giver kontrolmyndigheden de oplysninger og dokumenter, som skønnes nødvendige til brug for en sådan vurdering,

2. udtage prøveeksemplarer af produktet eller bestanddele heraf uden betaling og

3. foretage relevante og nødvendige undersøgelser af produktet.

Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan kræve de oplysninger og dokumenter, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, udleveret, uanset om de foreligger på papir eller elektronisk.

Stk. 3. Producenterne kan ikke undlade at give kontrolmyndigheden de oplysninger og dokumenter, der er angivet i stk. 1, nr. 1, under henvisning til at oplysningerne har karakter af forretningshemmeligheder.

Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan bemyndige en anden offentlig myndighed eller en privat virksomhed til at varetage de beføjelser, som kontrolmyndigheden har i medfør af stk. 1, nr. 2 og 3.

§ 18. Kontrolmyndigheden har, hvis det skønnes nødvendigt, uden retskendelse og mod behørig legitimation adgang til fabrikations-, salgs- og lagerlokaler m.v. og transportmidler, som tilhører nogen, der omfattes af lovens § 4, nr. 6 og 7, med henblik på at føre kontrol som nævnt i § 17.

Stk. 2. Politiet yder kontrolmyndigheden bistand. Nærmere regler om bistanden kan fastsættes af økonomi- og erhvervsministeren efter forhandling med justitsministeren.

§ 19. Kontrolmyndigheden kan forbyde enhver at bringe et produkt i omsætning, hvis det er farligt. Kontrolmyndigheden kan påbyde den, forbuddet retter sig mod, at destruere produktet. Kontrolmyndigheden påser, at påbuddet eller forbuddet efterkommes.

§ 20. Kontrolmyndigheden kan påbyde enhver, der har bragt et farligt produkt i omsætning, eller som har været et led i afsætningen af produktet,

1. at advare forbrugerne om de risici, der er ved produktet,

2. at afhjælpe forhold, som er årsag til faren,

3. øjeblikkeligt og effektivt at trække produktet tilbage fra markedet,

4. at tilbagekalde produktet fra forbrugerne eller

5. at destruere produktet.

Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan forbyde enhver, der har gjort et farligt produkt tilgængeligt på markedet, at sælge, levere, markedsføre, udstille eller på anden måde gøre produktet tilgængeligt for forbrugerne.

Stk. 3. Foranstaltninger omfattet af stk. 1 og 2 kan, hvis kontrolmyndigheden vurderer, at det er hensigtsmæssigt, foretages i samarbejde mellem producenter, distributører og kontrolmyndigheden.

Stk. 4. Hvis det er nødvendigt i forbindelse med påbud eller forbud i medfør af §§ 20-22, kan kontrolmyndigheden påbyde enhver anden, der har en tilknytning til produktet, end den, der har gjort det tilgængeligt på markedet, på relevant måde at bidrage til at begrænse og forhindre risici i at opstå.

§ 21. Kontrolmyndigheden kan udstede et midlertidigt forbud mod levering, markedsføring, udstilling eller anden tilgængeliggørelse af et produkt, hvis produktet vurderes at kunne være farligt. Forbuddet kan rettes mod enhver, der har gjort et produkt tilgængeligt på markedet. Forbuddets varighed kan ikke strække sig ud over, hvad der er nødvendigt for at træffe kontrolforanstaltninger til brug for undersøgelser eller vurderinger af produktets sikkerhed.

§ 22. Hvis et produkt vurderes at kunne være farligt i særlige situationer, herunder når det anvendes på en bestemt måde, eller når det anvendes ud over den forventede levetid, kan kontrolmyndigheden påbyde enhver, der har gjort et produkt tilgængeligt på markedet, at

1. anføre advarsler på dansk om de mulige risici, der er ved produktet, eller

2. foretage sikkerhedsforanstaltninger som fastsat af kontrolmyndigheden forud for markedsføring eller salg af produktet.

Stk. 2. Hvis et produkt vurderes at kunne være farligt for visse kategorier af personer, herunder børn eller ældre, kan kontrolmyndigheden påbyde enhver, der har gjort et produkt tilgængeligt på markedet, at advare de pågældende personer. Advarslen skal være rettet specifikt mod modtagergruppen eller dennes repræsentanter og skal om nødvendigt udsendes som en særlig advarsel. Advarslen skal udformes på dansk.

§ 23. Kontrolmyndigheden afholder udgifterne til indhentelse af sagkyndige erklæringer, som myndigheden skønner nødvendige til afgørelse af, om et påbud eller et forbud skal meddeles. Udgifterne hertil kan myndigheden kræve refunderet af den, som har fået meddelt et påbud eller et forbud.

§ 24. Kontrolmyndigheden kan kræve, at den, der har truffet forholdsregler i medfør af § 9, eller som er pålagt at træffe foranstaltninger i medfør af §§ 19-22 eller 28, oplyser myndigheden om, hvordan forholdsregler eller foranstaltninger er udført, og om effekten heraf.

§ 25. Hvis kontrolmyndigheden ikke kan finde den, der har gjort et produkt tilgængeligt på markedet, eller ikke ved påbud eller forbud kan få den pågældende til at efterleve et påbud eller et forbud, der er meddelt, kan myndigheden træffe de foranstaltninger, der er nævnt i §§ 20-22, på den pågældendes vegne.

Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan kræve omkostningerne som følge af de foranstaltninger, myndigheden har truffet efter stk. 1, refunderet af den, på hvis vegne myndigheden har handlet.

§ 26. Hvis kontrolmyndigheden skønner det nødvendigt, herunder for at forhindre en bred kreds af forbrugere i at blive udsat for farlige produkter, eller fordi antallet af producenter og distributører med relation til produktet er meget stort og disse er af forskelligartet karakter, kan forbud i medfør af § 19 og § 20, stk. 2, udstedes ved bekendtgørelse.

§ 27. Kontrolmyndigheden udarbejder, eventuelt i fællesskab med andre relevante myndigheder, markedsovervågningsprogrammer. Programmerne skal danne grundlag for en effektiv kontrol med markedet for dermed at sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugernes sikkerhed og sundhed.

§ 28. Hvis et produkt uretmæssigt er påført CE-mærkning, kan kontrolmyndigheden påbyde den ansvarlige at fjerne mærkningen inden for en nærmere angivet frist. Hvis dette ikke sker, kan kontrolmyndigheden påbyde enhver, der udbyder produktet, straks eller inden for en nærmere angivet frist at standse salget af produktet og om nødvendigt at trække produktet tilbage.

§ 29. Kontrolmyndigheden skal, i det omfang det er muligt, oplyse offentligheden om faren ved et produkt, herunder om

1. relevante kendetegn til brug for identifikation af produktet,

2. risikoens art,

3. hvilke foranstaltninger der er truffet, og

4. hvordan forbrugerne bør forholde sig.

Stk. 2. Kontrolmyndigheden kan efter stk. 1 kun videregive oplysninger, der har karakter af forretningshemmeligheder, hvis dette findes nødvendigt for at beskytte forbrugernes sikkerhed og sundhed.

Stk. 3. Kontrolmyndigheden kan undlade at offentliggøre oplysninger efter stk. 1, hvis offentliggørelse vurderes at være unødvendig.