Lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven) § 3

§ 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan godkende en person som statsautoriseret revisor eller registreret revisor, hvis vedkommende

  1. har bopæl her i landet, i et andet EU-land, i et EØS-land eller i et andet land, som EU har indgået aftale med,

  2. er myndig og ikke er under værgemål eller samværgemål,

  3. ikke har anmeldt betalingsstandsning og ikke er under konkurs,

  4. har bestået en særlig eksamen, jf. regler udstedt i medfør af § 33, stk. 7,

  5. i mindst 3 år efter det fyldte 18. år navnlig har deltaget i udførelse af opgaver, der vedrører revision af årsregnskaber, koncernregnskaber eller tilsvarende regnskabsrapporteringer, og

  6. er forsikret mod økonomiske krav, som måtte blive rejst i forbindelse med udførelsen af opgaver efter § 1, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Opgaver efter stk. 1, nr. 5, skal være udført i en revisionsvirksomhed. Godkendelse som statsautoriseret revisor kan kun opnås, hvis opgaverne er udført under tilsyn af en statsautoriseret revisor.

Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan undtage fra kravet i stk. 1, nr. 5.

Stk. 4. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter regler om forsikringen efter stk. 1, nr. 6, herunder om forsikringens omfang og art samt dens tidsmæssige udstrækning.

Stk. 5. Godkendelse kan nægtes

  1. under de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder,

  2. hvis den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil kunne varetage opgaven som offentlighedens tillidsrepræsentant på forsvarlig måde, eller

  3. hvis den pågældende har en forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover.

Efteruddannelse

Kilde: Retsinformation.dk