Lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven) § 13

§ 13. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen godkender som revisionsvirksomhed, jf. dog stk. 7 og 8, enhver virksomhed, der

  1. opfylder betingelserne i stk. 2 og 5 samt betingelser i regler udstedt i medfør af stk. 6 og

  2. lader sig undergive reglerne om kvalitetskontrol efter § 29.

Stk. 2. I revisionsvirksomheder skal majoriteten af stemmerettighederne indehaves af revisorer eller revisionsvirksomheder, der er godkendt efter regler, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber. Af de øvrige stemmerettigheder i virksomheden kan andre højst råde over 10 pct. hver. Denne begrænsning gælder dog ikke for

  1. personer, der har deres hovedbeskæftigelse i revisionsvirksomheden,

  2. medarbejderforeninger i et revisionsaktieselskab, revisionsanpartsselskab eller revi­sionskommanditaktieselskab (revisionspartnerselskab), der er uafhængige af revisionsselskabets ledelse, og som alene har de personer som medlemmer, der er nævnt under nr. 1, og

  3. personer, der har erhvervet stemmerettighederne i et revisionsaktieselskab, revisionsanpartsselskab eller revisionskommanditaktieselskab (revisionspartnerselskab) som led i en medarbejderordning.

Stk. 3. Betegnelsen »godkendt revisionsvirksomhed« eller sammensætninger hermed må kun benyttes af en revisionsvirksomhed, der er godkendt efter stk. 1.

Stk. 4. Revisionsvirksomheder, hvor majoriteten af stemmerettighederne indehaves af statsautoriserede revisorer eller statsautoriserede revisionsvirksomheder henholdsvis registrerede revisorer eller registrerede revisionsvirksomheder, er eneberettigede til at benytte betegnelsen »statsautoriseret revisionsvirksomhed« henholdsvis »registreret revisionsvirksomhed« eller sammensætninger hermed. Det er ikke tilladt at benytte danske eller udenlandske betegnelser, der er egnet til forveksling hermed.

Stk. 5. Flertallet af medlemmerne af revisionsvirksomhedens øverste ledelsesorgan skal være revisorer eller revisionsvirksomheder, der er godkendt efter regler, der gennemfører Europaparlamentets og Rådets direktiv om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber. I SE-selskaber, som har et tostrenget ledelsessystem, omfatter ledelsesorganet både medlemmer af ledelsesorganet og af tilsynsorganet.

Stk. 6. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om udøvelse af re­vi­sionsvirksomhed i forskellige virksomhedsformer, herunder regler om revisionsvirksomhedens navn, konkurs og tvangsakkord m.v., udøvelse af stemmeretten i revisionsvirksomheden og afhændelse af stemmeandele ved dødsfald eller deponering af godkendelsen.

Stk. 7. Godkendelse kan nægtes, hvis der er grund til at antage, at virksomheden ikke vil kunne varetage opgaven på forsvarlig måde.

Stk. 8. En virksomhed, hvis godkendelse som revisionsvirksomhed er bortfaldet, jf. § 14, stk. 1, frataget efter § 14, stk. 2, eller frakendt, jf. § 44, stk. 4, 3. pkt., kan kun godkendes på ny, hvis årsagen til bortfaldet eller fratagelsen ikke længere er til stede, eller en frakendelse er udløbet eller ophævet.

Kilde: Retsinformation.dk