§ Økologiloven · kapitel 9 af 16
Kapitel 1 – Lovens anvendelsesområde, formål m.v.
LOV nr 463 af 17/06/2008
§ 1. Loven finder anvendelse på produktion, opbevaring, tilberedning, import og markedsføring af økologiske jordbrugs- og fiskeriprodukter, herunder fødevarer.
§ 2. Lovens formål er at
-
fastsætte rammer for og medvirke til at styrke udbredelsen af en bæredygtig, økologisk produktion,
-
beskytte forbrugernes interesser og imødekomme forbrugernes efterspørgsel efter produkter fremstillet ved hjælp af processer, der tager særligt hensyn til miljø, natur, biodiversitet, planters, dyrs og menneskers sundhed samt dyrevelfærd, og
-
sikre de økologiske producenter og handlende rimelige og ensartede vilkår.
§ 3. Ved lovens administration skal der særlig lægges vægt på hensynet til økologiens troværdighed og omdømme hos forbrugeren. Herudover skal det økologiske forsigtighedsprincip ved produktion og forarbejdning af økologiske produkter indgå ved administrationen.