← Lov om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter

§ Lov om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter · kapitel 2 af 7

Kapitel 2 – Introduktion af energiforbrugende produkter i EU

LOV nr 308 af 30/04/2008

§ 4. Ansvaret for, at et energiforbrugende produkt er i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning, påhviler den producent, som introducerer produktet i EU.

Stk. 2. Hvis producenten ikke er etableret i EU, påhviler ansvaret

  1. producentens repræsentant i EU,

  2. importøren, hvis producenten ikke er repræsenteret i EU, eller

  3. enhver fysisk eller juridisk person, der markedsfører eller erhvervsmæssigt ibrugtager pågældende produkt, hvis der ikke er en repræsentant eller importør i EU.

§ 5. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne kategorier af energiforbrugende produkter, som introduceres i EU, skal opfylde et eller flere af følgende krav:

  1. Krav til udnyttelsen af den anvendte energi.

  2. Miljøkrav.

  3. Krav om vurdering af produktets miljømæssige egenskaber og overvejelse af alternative designløsninger.

  4. Krav om, at producenten stiller energimæssige oplysninger om produktet til rådighed for forbrugere og andre, der håndterer, anvender eller genanvender det energiforbrugende produkt.

  5. Krav om, at producenten stiller miljømæssige oplysninger om produktet til rådighed for forbrugere og andre, der håndterer, anvender eller genanvender det energiforbrugende produkt.

Stk. 2. Regler fastsat efter stk. 1, nr. 2, 3 og 5, fastsættes efter forhandling med miljøministeren.

§ 6. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at energiforbrugende produkter skal mærkes på nærmere fastsat måde, til angivelse af at produktet overholder de krav, der er fastsat i medfør af § 5.

§ 7. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at producenten af et energiforbrugende produkt, inden produktet introduceres i EU, skal sikre og erklære, at produktet er i overensstemmelse med krav fastsat i medfør af §§ 5 og 6 eller en gennemførelsesforanstaltning (overensstemmelseserklæring). Endvidere kan ministeren fastsætte regler om, at producenten skal dokumentere, at produktet opfylder kravene.

Stk. 2. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at producenten efter anmodning skal udføre måling og afprøvning af, om produktet overholder de fastsatte krav, når forholdene giver anledning hertil i forbindelse med introduktionen af produktet eller senere. Det kan herunder fastsættes,

  1. at producenten skal lade sit produkt udtage til måling og kontrol af en sagkyndig virksomhed eller en godkendt institution som nævnt i stk. 5, eller

  2. at de omhandlede produkter efter anmodning skal indleveres til et anvist prøvningssted eller afprøves på fremstillings-, installations- eller salgsstedet eller andet relevant sted.

Stk. 3. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at producenten skal afholde udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol, jf. stk. 2.

Stk. 4. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om metoder og standarder, som skal være fulgt ved erklæringer, dokumentation, måling og afprøvning, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 5. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at erklæring, dokumentation, måling eller afprøvning som nævnt i stk. 1 og 2 i særlige tilfælde skal være verificeret af en sagkyndig institution eller virksomhed, som er godkendt af ministeren.

Stk. 6. Regler i medfør af stk. 4 og 5 fastsættes efter forhandling med miljøministeren.

§ 8. Producenten skal opbevare dokumentation, herunder overensstemmelseserklæringen, som nævnt i § 7, stk. 1 og 2, i mindst 10 år efter, at det sidste eksemplar af det pågældende produkt er blevet fremstillet. Dokumentationen skal stilles til rådighed senest 10 dage efter modtagelse af en anmodning herom.

§ 9. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at producenter eller deres repræsentanter, der markedsfører komponenter eller delkomponenter, stiller relevante oplysninger til rådighed for producenten af et energiforbrugende produkt, der er omfattet af regler i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning. Reglerne kan omfatte komponenternes eller delkomponenternes materialesammensætning samt energi-, materiale- eller ressourceforbrug.

Stk. 2. Regler i medfør af stk. 1 om miljøkrav fastsættes efter forhandling med miljøministeren.