← Lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder

§ Lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder · kapitel 3 af 7

Kapitel 3 – Autorisation af kontrollører

LOV nr 307 af 30/04/2008

§ 4. Kontrollører ved bestemte idrætsbegivenheder skal være autoriserede. Autorisation meddeles af politiet i den politikreds, hvor ansøgeren bor. En autorisation gælder for hele landet.

Stk. 2. Autorisation kan meddeles personer, der

  1. er fyldt 18 år,

  2. opfylder de krav til uddannelse, som justitsministeren fastsætter, jf. stk. 6,

  3. ikke er dømt for strafbart forhold, der indebærer en nærliggende fare for misbrug af hvervet, jf. straffelovens § 78, stk. 2, og

  4. ikke har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde.

Stk. 3. En autorisation kan begrænses eller betinges.

Stk. 4. Politiet kan meddele dispensation fra kravet om uddannelse i stk. 2, nr. 2, hvis ansøgeren i øvrigt har de fornødne kvalifikationer.

Stk. 5. Ved kontrollører forstås personer, der ved bestemte idrætsbegivenheder fører kontrol med tilskuere, herunder adgangskontrol.

Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte regler om autoriserede kontrollørers virksomhed m.v. ved bestemte idrætsbegivenheder, herunder om uddannelse og legitimation.

§ 5. En autorisation efter § 4 kan tilbagekaldes for et tidsrum af 1 til 5 år eller indtil videre, hvis

  1. kontrolløren har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven eller

  2. der i øvrigt er særlig grund til at antage, at kontrolløren ikke vil varetage sit hverv på forsvarlig måde.