← LEP-loven

§ LEP-loven · kapitel 15 af 18

Kapitel 6 – Merit, vejledning, fastsættelse af antal studiepladser, praktikpladser, forsøg m.v.

LOV nr 207 af 31/03/2008

§ 22. Undervisningsministeren fastsætter regler om uddannelserne, herunder om:

  1. Praktik.

  2. Kvalitetssikring og kvalitetsudvikling.

  3. Studieordninger.

  4. Adgang, indskrivning, orlov, prøver og eksamen, bedømmelse og censorer.

  5. Anvendelse af det fælleseuropæiske pointsystem (ECTS).

  6. Studerendes pligt til at deltage i uddannelsesforløbet.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om lærerkvalifikationer og om uddannelsesinstitutionernes pligt til at tilvejebringe praktikpladser.

§ 23. Studerende har ret til merit for dele af en uddannelse på grundlag af allerede opnåede kvalifikationer og kompetencer.

Stk. 2. Merit gives af den enkelte uddannelsesinstitution på baggrund af dokumenteret gennemført undervisning og beskæftigelse, der står mål med de fag, uddannelsesdele og praktikdele, der søges merit for.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om merit.

§ 24. Uddannelsesinstitutionen skal tilbyde de studerende individuel og erhvervsrelevant vejledning om gennemførelsen af uddannelsen. Undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.

§ 25. Undervisningsministeren kan fastsætte antallet af studiepladser for uddannelser omfattet af denne lov.

§ 26. Statens institutioner, regionsråd, kommunalbestyrelser og private arbejdsgivere, herunder selvejende institutioner, der modtager statstilskud, skal stille egnede praktikpladser til rådighed for uddannelserne til sygeplejerske, jordemoder, radiograf, fysioterapeut, ergoterapeut og pædagog.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om tilvejebringelse og fordeling af praktikpladser for den enkelte uddannelse. Antallet af praktikpladser skal modsvare det behov, der følger af antallet af studiepladser, jf. § 25.

§ 27. Undervisningsministeren kan fravige lovens bestemmelser som led i uddannelsesforsøg.