§ Lov om finansiel stabilitet · kapitel 3 af 5
Kapitel 3 – Aftale med Det Private Beredskab
LOV nr 1003 af 10/10/2008
§ 9. I henhold til aftalen af 5. oktober 2008 mellem staten og Det Private Beredskab indestår Det Private Beredskab for betaling af 10 mia. kr. til dækning af underskud i Afviklingsselskabet.
Stk. 2. Det Private Beredskab betaler en garantiprovision til Afviklingsselskabet på 7,5 mia. kr. årligt. Garantiprovisionen opkræves på månedlig basis og kan på det enkelte instituts foranledning erlægges i af instituttet udstedte aktier, garantbeviser eller andelsbeviser.
Stk. 3. Overstiger det skønnede underskud inklusive forrentning af den indskudte kapital i Afviklingsselskabet den i stk. 1 nævnte indeståelse og den i medfør af stk. 2 betalte garantiprovision, skal Det Private Beredskab dække yderligere underskud i Afviklingsselskabet med indtil 10 mia. kr.
Stk. 4. På tidspunktet for garantiordningens ophør udarbejder de revisorer, som Afviklingsselskabet har valgt, et regnskab til brug for vurderingen efter stk. 3. Regnskabet aflægges efter følgende principper:
-
Resultatet opgøres som egenkapital ultimo perioden fratrukket kapitalindskuddene i datterselskaberne fremskrevet med et markedsmæssigt afkast.
-
Den i henhold til stk. 2 betalte garantiprovision indgår ikke i regnskabet.
Stk. 5. Udviser regnskabet et negativt resultat, betaler Det Private Beredskab den del af den i stk. 1 nævnte indeståelse, der måtte være nødvendig for at dække underskuddet. Er dette beløb ikke tilstrækkeligt til at dække underskuddet, dækkes den resterende del af underskuddet med den i henhold til stk. 2 betalte garantiprovision. Er der fortsat underskud, indbetaler Det Private Beredskab et beløb op til 10 mia. kr. i yderligere garantiprovision, jf. stk. 3.
§ 10. Det Private Beredskabs samlede forpligtelser over for Afviklingsselskabet efter § 9 kan højst udgøre 35 mia. kr.
§ 11. Afviklingsselskabet garanterer, at alle simple kreditorer i pengeinstitutter og filialer omfattet af ordningen dækkes fuldt ud indtil ordningens ophør. Underskud i Afviklingsselskabet, som overstiger Det Private Beredskabs forpligtelser efter § 9, dækkes af staten. Overskud i Afviklingsselskabet på tidspunktet for garantiordningens ophør tilfalder staten.
§ 12. Det Private Beredskab kan efter aftale med Afviklingsselskabet afholde udgifter eller foretage investeringer med henblik på at sikre de i § 1 nævnte simple kreditorer mod tab. Afholdes udgifter eller investeringer efter 1. pkt., nedbringes de i § 9, stk. 1 og 3, nævnte indeståelser.