← Lov om fremgangsmåden ved anmeldelse m.v. af visse oplysninger hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

§ Lov om fremgangsmåden ved anmeldelse m.v. af visse oplysninger hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen · kapitel 7 af 10

Kapitel 2 – Anmeldelse, registrering og offentliggørelse hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

LOV nr 571 af 06/06/2007

§ 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan af anmelderen og af den, som sagen angår, forlange at få de oplysninger, som er nødvendige for, at der kan tages stilling til, om lovgivningens betingelser for anmeldelse, registrering og offentliggørelse er overholdt.

§ 3. Registrering skal nægtes, hvis det anmeldte ikke er i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Kan en anmeldelse ikke registreres på grund af en fejl eller mangel, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætte en frist til berigtigelse. Sker berigtigelse ikke inden den fastsatte frist, nægtes registrering.

Stk. 3. Anmelderen skal have skriftlig meddelelse om nægtelse af registrering.

§ 4. Enhver oplysning, som er anmeldt, registreret eller offentliggjort hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan anvendes i styrelsens sagsbehandling inden for alle styrelsens kompetenceområder, herunder til intern registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed.

Stk. 2. Fortrolige og følsomme oplysninger samt oplysninger om andre rent private forhold kan udelukkende anvendes inden for samme kompetenceområde, som oplysningerne er indhentet til brug for, medmindre andet følger af anden lovgivning.

§ 5. Når Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til lovgivningen modtager oplysninger om en person eller virksomhed, som er omfattet af denne lov, kan styrelsen anvende de modtagne oplysninger til opdatering af tilsvarende oplysninger, der i henhold til lovgivningen er registreret eller offentliggjort hos styrelsen om den pågældende person eller virksomhed.

Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter regler om omfanget af opdateringer af oplysninger efter stk. 1 og om fritagelse for anmeldelsespligter som konsekvens af sådanne opdateringer af oplysninger.

§ 6. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan give samlet adgang til offentligt tilgængelige oplysninger og dokumenter om virksomheder og personer. Dette gælder uanset, om oplysningerne og dokumenterne er modtaget i styrelsen i henhold til flere love.

§ 7. Hvis ikke andet er fastsat i lovgivningen, kan en afgørelse truffet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Afgørelser begrundet i overskridelse af en frist, som er fastsat i medfør af § 3, stk. 2, kan dog ikke indbringes for anden administrativ myndighed.