Lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser § 52
§ 52. Den midlertidige bestyrelse forbereder og gennemfører sammenlægningen af de institutioner, der har besluttet at indgå i en sammenlægning med professionshøjskolen.
Stk. 2. Den midlertidige bestyrelse består af 1 medlem udpeget af undervisningsministeren efter indstilling fra hver af de bestyrelser, der senest den 1. juli 2007 giver undervisningsministeren meddelelse efter § 50 om, at de i overensstemmelse med § 51, stk. 4 og 5, har truffet en beslutning om at lade deres institution indgå i en sammenlægning med professionshøjskolen. For så vidt angår institutioner med over 1.500 henholdsvis 3.000 studenterårsværk, udpeger ministeren dog 2 henholdsvis 3 medlemmer efter indstilling fra den pågældende institutions bestyrelse.
Stk. 3. Den midlertidige bestyrelse består endvidere af 2 repræsentanter for de ansatte i de institutioner, som senest den 1. juli 2007 giver undervisningsministeren meddelelse efter § 50 om, at bestyrelsen har truffet beslutning om sammenlægning med professionshøjskolen, og 2 repræsentanter for de studerende i de pågældende institutioner. Repræsentanterne indstilles af og blandt de ansattes henholdsvis de studerendes medlemmer i bestyrelserne for de institutioner, der indgår i sammenlægningen. De medarbejdervalgte medlemmer er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende område.
Stk. 4. Undervisningsministeren kan herudover udpege op til 4 medlemmer under hensyntagen til de opgaver, som den midlertidige bestyrelse skal varetage.
Stk. 5. De efter stk. 2, 3 og 4 udpegede medlemmer vælger blandt de efter stk. 2 og 4 udpegede medlemmer en formand, der har særlig sagkundskab i oprettelse og ledelse af selvejende uddannelsesinstitutioner eller tilsvarende relevant erhvervserfaring og økonomisk indsigt i institutionelle forhold for selvejende uddannelsesinstitutioner.
Kilde: Retsinformation.dk