Lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser § 18

§ 18. Bestyrelsen nedsætter efter indstilling fra rektor et uddannelsesudvalg for hver grunduddannelse og tilknyttede efter- og videreuddannelser, som professionshøjskolen er godkendt til at udbyde, medmindre afgørende hensyn taler for at samle flere nært beslægtede uddannelser under ét. Uddannelsesudvalget har til opgave at rådgive bestyrelsen, rektor og ledelsen af det pågældende uddannelsesområde om uddannelsernes indhold, profil, kvalitet og relevans samt om den regionale uddannelsesdækning. Uddannelsesudvalget afgiver indstillinger om studieordninger inden for udvalgets områder til bestyrelsens eller rektors godkendelse, jf. § 12, stk. 4.

Stk. 2. Uddannelsesudvalget består af 10-12 medlemmer. Udvalget sammensættes af personer med kompetence inden for udvikling og kvalitetssikring af uddannelserne og personer med kendskab til arbejdsmarkedet.

Stk. 3. 2 medlemmer udpeges af og blandt de medarbejdere ved professionsh øjskolen, der fortrinsvis er beskæftiget inden for udvalgets uddannelsesområde. De medarbejdervalgte medlemmer er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende område.

Stk. 4. 2 medlemmer udpeges af og blandt de studerende, der er optaget inden for udvalgets uddannelsesområde.

De studerendes råd

Kilde: Retsinformation.dk