§ Lov om en Cityring · kapitel 6 af 8
Kapitel 6 – Ekspropriation samt naturfrednings- og planlægningsmæssige hensyn
LOV nr 552 af 06/06/2007
§ 13. Transport- og energiministeren bemyndiges til for Metroselskabet I/S ved ekspropriation at erhverve fast ejendom, herunder i form af rettigheder og servitutter, der er nødvendig til at gennemføre det i denne lov omhandlede anlæg, herunder eventuelle supplerende adgangsveje for stationer eller forberedelser til afgreninger mod stationer uden for Cityringen. Ekspropriation sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Ved erstatningsfastsættelsen gælder reglerne i § 51, stk. 1 og 2, i lov om offentlige veje. Metroselskabet I/S afholder alle omkostninger til ekspropriationer.
§ 14. De naturfredningsmæssige hensyn vedrørende anvendelse af arealer i forbindelse med projektering og anlæg af Cityringen varetages alene ved denne lov, herunder den i § 3 beskrevne procedure om VVM-redegørelse m.v. og transport- og energiministerens regler, der udstedes efter § 3, stk. 1.
Stk. 2. De regler, der udstedes af transport- og energiministeren efter § 3, stk. 1, skal lægges til grund ved varetagelsen af de planlægningsmæssige hensyn.