← Lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S

§ Lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S · kapitel 8 af 10

Kapitel 3 – Arealudviklingsselskabet I/S

LOV nr 551 af 06/06/2007

§ 15. Arealudviklingsselskabet I/S’ formål er at forestå udvikling af selskabets arealer samt forestå havnedrift i Københavns Havn.

Stk. 2. Selskabet skal forestå drift og vedligehold af Ørestad Station på Kastrupbanen samt motorvejsramperne ved Center Boulevard. Transport- og energiministeren kan bestemme, at såvel ejerskabet som drifts- og vedligeholdelsesopgaven overdrages til en statslig myndighed, en statsvirksomhed eller et statsligt aktieselskab under Transport- og Energiministeriet.

Stk. 3. Selskabet kan tillige drive anden virksomhed, som har en forretningsmæssig sammenhæng med arealudvikling og havnedrift.

Stk. 4. Selskabet skal drives på et forretningsmæssigt grundlag.

Stk. 5. Selskabet kan helt eller delvis uden vederlag stille arealer til rådighed for kulturelle formål og for fritids- og rekreative formål.

Stk. 6. Selskabet kan efter de to ejeres godkendelse oprette datterselskaber eller erhverve andele i andre selskaber med begrænset ansvar i forbindelse med udøvelsen af sin virksomhed, herunder med andre havne, også i udlandet.

Stk. 7. Selskabet kan indgå samarbejdsaftaler m.v. i forbindelse med udøvelsen af selskabets virksomhed eller virksomhed, som har en forretningsmæssig sammenhæng hermed.

Stk. 8. Selskabet og dets datterselskaber kan i særlige tilfælde erhverve ejendomme med tilknytning til selskabets egne ejendomme, såfremt det vurderes at have en samlet værdiforøgende effekt.

Stk. 9. Selskabet skal bidrage med 700 mio. kr. til en vejforbindelse mellem Helsingørmotorvejen og Nordhavnen, som anlægges af Københavns Kommune.

§ 16. De naturfredningsmæssige hensyn vedrørende arealanvendelsen inden for Ørestadsområdet varetages alene ved denne lov og gennem den fysiske planlægning.

Stk. 2. De på bilag 1 viste naturområder, herunder de kanaler og søarealer, som skal etableres inden for disse områder, må ikke bebygges, benyttes til anlæg eller gøres til genstand for andre indgreb bortset fra naturpleje og anlæg af stier. Miljøministeren kan godkende mindre afvigelser fra afgrænsningen og udformningen af naturområderne.

§ 17. Arealudviklingsselskabet I/S ledes af en bestyrelse bestående af 8 medlemmer.

Stk. 2. Transport- og energiministeren udpeger 3 bestyrelsesmedlemmer. Københavns Kommune udpeger 3 bestyrelsesmedlemmer. Medarbejderne i Arealudviklingsselskabet I/S vælger 2 medlemmer til bestyrelsen.

Stk. 3. Udpegning af formand og næstformand sker efter enig beslutning mellem de to ejere blandt de af ejerne udpegede bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 4. Formanden og næstformanden for bestyrelsen må ikke udføre hverv for selskabet, der ikke er en naturlig del af hvervet som bestyrelsesformand og næstformand, bortset fra enkeltstående opgaver, som den pågældende bliver anmodet om at udføre for bestyrelsen.

Stk. 5. Bestyrelsesmedlemmer udpeges for en periode af 4 år. Dog udpeges medlemmerne af selskabets første bestyrelse fra selskabets stiftelse til 31. december 2009. Genudpegning kan ske. Et bestyrelsesmedlem kan til enhver tid afsættes af den, som har udpeget den pågældende.

§ 18. Den daglige ledelse varetages af en direktion, der ansættes af bestyrelsen efter forudgående orientering af selskabets ejere.

§ 19. Transport- og energiministeren fastsætter sammen med Københavns Kommune en vedtægt for Arealudviklingsselskabet I/S.

Stk. 2. Arealudviklingsselskabet I/S skal på begæring stille enhver oplysning om sin virksomhed til rådighed for Københavns Kommune samt transport- og energiministeren.

Stk. 3. Arealudviklingsselskabet I/S skal anmeldes og registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter reglerne i kapitel 19 i lov om aktieselskaber, herunder bestemmelserne, der gælder for statslige aktieselskaber. Regler om anmeldelse, registrering og gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gælder for Arealudviklingsselskabet I/S.

Stk. 4. Aktieselskabslovens regler om indsendelse af meddelelser m.v. fra statslige aktieselskaber finder tilsvarende anvendelse på Arealudviklingsselskabet I/S.

§ 20. Årsregnskabslovens regler, herunder bestemmelserne, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for Arealudviklingsselskabet I/S med de ændringer, der følger af denne lov.

Stk. 2. Arealudviklingsselskabet I/S’ årsrapport revideres af rigsrevisor og en revisor udpeget af Københavns Kommune.

Stk. 3. Transport- og energiministeren og Københavns Kommune udarbejder et regnskabsreglement for Arealudviklingsselskabet I/S, som skal sikre, at selskabet udarbejder adskilte regnskaber for konkurrenceudsatte aktiviteter, ikke-konkurrenceudsatte aktiviteter og finansielle aktiviteter.

§ 21. Arealudviklingsselskabet I/S kan optage lån til finansiering af selskabets aktiviteter.

Stk. 2. Finansministeren bemyndiges til at dække virksomhedens finansieringsbehov efter stk. 1 gennem statslån. Sådanne lån må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager.

§ 22. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand gælder for Arealudviklingsselskabet I/S.

§ 23. Arealudviklingsselskabet I/S overtager de medarbejdere ved Københavns Havn A/S, der ved selskabets overtagelse af driften er ansat som tjenestemænd i henhold til vedtægt. Disse medarbejdere er samtidig forpligtet til at gøre tjeneste ved Arealudviklingsselskabet I/S med bevarelse af hidtidige rettigheder og pligter.