§ Lov om gødning og jordforbedringsmidler m.v. · kapitel 6 af 8
Kapitel 2 – Administrative bestemmelser
LOV nr 318 af 31/03/2007
§ 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan meddele de forbud og påbud, der er nødvendige for overholdelse af loven eller af regler udstedt i medfør heraf eller bestemmelser i Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold omfattet af denne lov.
Stk. 2. Hvis et påbud ikke efterkommes inden en nærmere fastsat frist, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning.
§ 6. Er der en begrundet formodning om, at et bestemt produkt omfattet af denne lov udgør en sikkerheds- eller sundhedsfare for mennesker, dyr eller planter eller en risiko for miljøet, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri forbyde salg og anvendelse af produktet, indtil resultatet af en iværksat undersøgelse foreligger.
§ 7. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om tilsyn og kontrol med overholdelsen af denne lov eller de i medfør heraf fastsatte regler eller Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold omfattet af denne lov.
§ 8. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af de relevante forordningsbestemmelser og denne lov samt de regler, der er udstedt i medfør heraf. Ministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan i forbindelse hermed foretage sammenstilling og samkøring af oplysninger, herunder personoplysninger, i kontroløjemed.
§ 9. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om opkrævning og betaling til hel eller delvis dækning af udgifter til tilsyn, kontrol og administration efter denne lov, efter regler udstedt i medfør af denne lov og efter relevante forordningsbestemmelser.
Stk. 2. Betalingsforpligtelser efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf og betalingsforpligtelser, der følger af det Europæiske Fællesskabs forordninger, tillægges renter. Medmindre andet er fastsat ved forordning, beregnes renten fra forfaldsdagen, og til betaling sker med den i lov om renter ved forsinket betaling m.v. fastsatte referencesats med tillæg. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr. For erindringsskrivelser betales et gebyr på 100 kr., som reguleres pr. 1. januar med tilpasningsprocenten i lov om en satsreguleringsprocent for det pågældende finansår . Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10.
Stk. 3. Der er udpantningsret for betalingsforpligtelser, der følger af regler fastsat i henhold til stk. 1, for renter tillagt efter stk. 2 og for foranstaltninger udført i medfør af § 5, stk. 2.
§ 10. Henlægger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at en klage ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed, og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter forhandling med vedkommende minister henlægge sine beføjelser efter denne lov til en anden statslig myndighed eller institution. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over disse myndigheders eller institutioners afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens eller institutionens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.
§ 11. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlig og privat ejendom, lokaliteter, forretningsbøger, papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger, der er nødvendige til brug for løsning af opgaver i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør af loven eller bestemmelser i Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold omfattet af denne lov.
Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af den i stk. 1 nævnte kontrol. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 3. Den, der er omfattet af reglerne i denne lov, af regler fastsat i medfør af denne lov eller af bestemmelser i Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold omfattet af denne lov, skal efter anmodning fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som er påkrævet af hensyn til kontrollens gennemførelse, samt vederlagsfrit yde ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, fornøden bistand ved kontrol, prøvetagning, kopiering og udlevering af skriftligt materiale og udskrifter af oplysninger, som opbevares i elektronisk form.
Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan udtage prøver til undersøgelse uden at skulle erlægge betaling herfor.
§ 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater på grundlag af tilsyn og kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven eller af Det Europæiske Fællesskabs forordninger. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at klage ikke har opsættende virkning på offentliggørelsen.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder, at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres.
Stk. 3. Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et af ministeren oprettet edb-informationssystem vedrørende kontrolresultater. Ministeren kan på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort, eller som skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.