Pensionsafkastbeskatningslov § 18
§ 18. Reglerne i stk. 2-4 finder anvendelse, når
-
en skattepligtig institution overdrager sine aktiver og passiver som helhed til en anden skattepligtig institution,
-
to eller flere skattepligtige institutioner sammensmeltes til en ny skattepligtig institution (fusion),
-
en skattepligtig institution spaltes i to eller flere selvstændige skattepligtige institutioner (fission),
-
en skattepligtig institution overdrager en livsforsikringsbestand til en anden skattepligtig institution efter § 204 i lov om finansiel virksomhed eller
-
et administrationsbo som omhandlet i § 1, stk. 2, nr. 8 eller 12, viderefører administrationen af et livsforsikringsselskabs forsikringsbestand eller en pensionskasses bestand af pensionstilsagn.
Stk. 2. Den modtagende institution indtræder (succederer) i den overdragende institutions skattemæssige stilling, hvis den første endelige skatteopgørelse for det første indkomstår, der påvirkes af successionen, er udformet under denne forudsætning.
Stk. 3. Datoen for den åbningsstatus, der udarbejdes for den modtagende institution i forbindelse med overdragelsen, anses i skattemæssig henseende for overdragelsesdato. Det er en betingelse for anvendelsen af reglerne i stk. 1 og 2, at overdragelsesdatoen er sammenfaldende med skæringsdatoen for den modtagende institutions regnskabsår.
Stk. 4. Sammen med den første endelige skatteopgørelse for det første indkomstår, der berøres af successionen, indsendes til told- og skatteforvaltningen genpart af de dokumenter, der er udarbejdet i forbindelse med overdragelsen.
Stk. 5. Er den overdragende og den fortsættende institution skattepligtige efter såvel denne lov som selskabsskatteloven, og gennemføres en overdragelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-4, efter reglerne i fusionsskatteloven, skal overdragelsen tillige ske efter stk. 2-4. Det er en betingelse for at anvende stk. 2-4 på en overdragelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-4, mellem institutioner, der er skattepligtige efter såvel denne lov som selskabsskatteloven, at overdragelsen tillige sker efter fusionsskattelovens regler.
Kilde: Retsinformation.dk