Lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. § 11
§ 11. Det påhviler hvert trafikselskab, Bornholms Regionskommune, de jernbanevirksomheder, der udfører offentlig servicetrafik på kontrakt med staten, og Ørestadsselskabet (de befordringsansvarlige) at yde rabat efter kapitel 2 og 3.
Stk. 2. Hvert selskab og Bornholms Regionskommune sørger for, at den i §§ 6 og 7 anførte rabat indpasses i det takst- og billetteringssystem, der anvendes af trafikselskabet eller Bornholms Regionskommune.
Stk. 3. Udgiften ved rabatordningen og dennes administration bortset fra den del, der hører under styrelsen, afholdes af de befordringsansvarlige, der er nævnt i stk. 1. Styrelsen refunderer de befordringsansvarlige det beløb, der er ydet i rabat, på grundlag af kvartalsvise opgørelser af rabatbeløbet.
Stk. 4. Revisoren for en befordringsansvarlig efter stk. 1 attesterer, at rabatten er ydet i overensstemmelse med § 7, stk. 1, og at rabatbeløbet i øvrigt er opgjort korrekt.
Stk. 5. Befordringsansvarlige i EU- og EØS-landene kan efter regler fastsat af undervisningsministeren yde rabat på samme vilkår som de befordringsansvarlige, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 6. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om
-
opgørelse af, hvilke beløb der er ydet i rabat, frist for de befordringsansvarliges indsendelse af opgørelsen til styrelsen, indsendelse af opgørelsen i elektronisk form, og hvilke krav der stilles til attestation af opgørelsen,
-
at styrelsen kan indhente yderligere oplysninger hos de befordringsansvarlige om ordningen, herunder bl.a. individbaserede oplysninger om uddannelsessøgende og deltagere, der køber abonnementskort med rabat, rabatbeløbenes størrelse, og
-
elektronisk kommunikation mellem styrelsen og de befordringsansvarlige, der er nævnt i § 11, stk. 1, herunder anvendelse af digital signatur eller anden sikker personidentifikation, bl.a. i forbindelse med indsendelse af opgørelse af, hvilket beløb der er ydet i rabat, og oplysninger om ordningen, jf. nr. 1 og 2.
Stk. 7. Reglerne efter stk. 6, nr. 1 og 2, om styrelsens adgang til at indhente individbaserede oplysninger, herunder bl.a. frist for indsendelse af individbaserede oplysninger, fastsættes efter forhandling med de befordringsansvarlige.
Kilde: Retsinformation.dk