Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. § 54

§ 54. Undervisningsministeren kan indhente alle oplysninger fra institutionerne om uddannelserne, elever, kursister, personale, udstyr, huslejeaftaler, aftaler om ejendomskøb og andre aftaler, institutionernes drift i øvrigt og om bestyrelsens medlemmer, jf. § 17, til brug for fastlæggelse af tilskud, gennemgang af årsregnskaber, gennemførelse af tilsyn og udarbejdelse af statistik. Ministeren kan bestemme, at sådanne oplysninger skal leveres i elektronisk form, herunder i hvilket format leveringen skal ske, samt fastsætte krav til kontrol og sikkerhedsforanstaltninger. Undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan bestemme, at institutionerne eller grupper af institutioner skal anvende fælles administrative systemer sammen med andre institutioner. Ministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan ved institutionernes anvendelse af forskellige administrative systemer fastsætte krav hertil.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem institutionerne og Undervisningsministeriet og mellem institutionerne og andre offentlige myndigheder og uddannelsesinstitutioner omfattet af Undervisningsministeriets lovgivning, herunder om anvendelse af digital signatur. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem institutionerne og brugerne af disse institutioner, herunder om anvendelse af digital signatur.

Kilde: Retsinformation.dk