§ Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. · kapitel 11 af 20
Kapitel 1 – Lovens anvendelsesområde
LOV nr 575 af 09/06/2006
§ 1. Loven omfatter institutioner, der er godkendt af undervisningsministeren til at udbyde og varetage uddannelsen til studentereksamen, uddannelsen til studentereksamen tilrettelagt som studenterkursus eller enkeltfag, uddannelsen til højere forberedelseseksamen, uddannelsen til højere forberedelseseksamen tilrettelagt som enkeltfag samt almen voksenuddannelse, forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne. Private gymnasieskoler og private studenter- og hf-kurser er ikke omfattet af loven.
Stk. 2. Institutionerne kan af undervisningsministeren godkendes til at udbyde anden gymnasial ungdomsuddannelse og voksenuddannelse. Ministeren kan fastsætte vilkår for godkendelsen.
Stk. 3. Institutionerne er selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning. Institutionernes styrelse reguleres i en vedtægt, der er godkendt eller fastsat af undervisningsministeren.
§ 2. En institution kan efter aftale med en eller flere andre institutioner omfattet af § 1, stk. 1, institutioner for erhvervsrettet uddannelse, Centre for Videregående Uddannelse eller andre selvejende institutioner for videregående uddannelser varetage nærmere bestemte administrative opgaver for en eller flere af de nævnte andre uddannelsesinstitutioner. Undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.