Lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser) § 17

§ 17. Tilskud til skoler eller kurser i henhold til denne lov kan kun ydes til skoler eller kurser, som opfylder følgende betingelser:

  1. Skolen eller kurset skal have haft mindst 12 elever pr. klasse, beregnet enten som et gennemsnit af elevtallet eller kursisttallet den 5. september året før finansåret og det forudgående år eller som elevtallet eller kursisttallet den 5. september året før finansåret.

  2. For skolens eller kursets rektor og lærere skal løn- og ansættelsesvilkår følge de af finansministeren aftalte eller fastsatte bestemmelser, herunder vedrørende pensionsforhold.

  3. Skolens eller kursets bestyrelse opfylder habilitetskravene i § 5.

  4. Skolen eller kurset skal have andre indtægter end statstilskuddene. Undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 2.  Undervisningsministeren fastsætter regler om nyoprettede skolers eller kursers opfyldelse af betingelserne i stk. 1, nr. 1.

Stk. 3. Hvis en skole eller et kursus ikke opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 1, ophører tilskuddet ved finansårets begyndelse. Undervisningsministeren kan dog fastsætte regler om udbetaling af taxametertilskud efter § 9, stk. 3, bygningstilskud efter § 11 og eventuelt tilskud til kostafdelinger efter § 12 til en skole eller et kursus i perioden fra finansårets begyndelse og til skoleårets slutning.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde fravige kravet i stk. 1, nr. 1, forudsat at skolen eller kurset har haft mindst 12 elever eller kursister pr. årgang. I disse tilfælde ydes et tilskud pr. årselev svarende til det gennemsnitlige tilskud, der fastsættes på de årlige finanslove, jf. § 8, stk. 3.

Kilde: Retsinformation.dk