§ Lov om tilskud til distribution af dagblade · kapitel 2 af 5
Kapitel 2 – Tilskudsordninger
LOV nr 570 af 09/06/2006
§ 2. Der etableres tre tilskudsordninger: en hovedordning, en permanent supplementsordning og en midlertidig 5-årig overgangsordning.
§ 3. For alle tre ordninger gælder følgende betingelser for ydelse af tilskud:
-
Dagbladet skal udkomme mindst fem hverdage om ugen.
-
Prisen på et abonnement skal være fastsat uafhængigt af en abonnents bopæl.
Stk. 2. Alene hverdagseksemplarer, der distribueres i abonnement, er tilskudsberettigede.
Stk. 3. Det samlede tilskud efter denne lov til udgiveren af et dagblad kan maksimalt udgøre 85 pct. af de samlede dokumenterede udgifter til distribution.
§ 4. Efter hovedordningen ydes der efter ansøgning tilskud til udgivere af dagblade, således at der for hvert tilskudsberettiget eksemplar ydes et tilskud, hvis størrelse i et givet år beregnes på grundlag af det samlede antal tilskudsberettigede eksemplarer, tilskudssatserne, jf. stk. 3, samt bevillingen i det pågældende år.
Stk. 2. Et dagblad kan maksimalt modtage tilskud til distribution af 7,2 mio. eksemplarer årligt.
Stk. 3. Tilskudssatserne gradueres under hensyn til dagbladenes karakter. Der skelnes mellem følgende bladtyper:
-
Landsdækkende morgendagblade, som modtager højeste tilskudssats.
-
Landsdækkende eftermiddagsblade, som modtager mellemste tilskudssats.
-
Ikkelandsdækkende morgendagblade, som modtager mellemste tilskudssats.
-
Ikkelandsdækkende eftermiddagsblade, som modtager laveste tilskudssats.
§ 5. Efter supplementsordningen kan der efter ansøgning ydes tilskud til udgivere af dagblade med henblik på at fremme mangfoldigheden i udbuddet af dagblade.
Stk. 2. Omfattet er dagblade, som modtager tilskud under hovedordningen, hvis
-
dagbladet er et landsdækkende dagblad med et gennemsnitligt dagligt oplagstal under 50.000 eksemplarer, hvor andelen af redaktionelt stof udgør mindst 75 pct., eller
-
dagbladet henvender sig til et nationalt mindretal i Danmark.
Stk. 3. Tilskud ydes til et dagblads samlede hverdagsoplag distribueret i abonnement.
Stk. 4. Tilskuddet beregnes ved, at der fastsættes en fast takst pr. tilskudsberettiget eksemplar, der indgår i ordningen. Taksten beregnes ved at sætte bevillingens størrelse i forhold til det samlede antal tilskudsberettigede eksemplarer.
Stk. 5. Eventuelle uforbrugte midler i et tilskudsår overføres til hovedordningen til anvendelse i samme tilskudsår.
§ 6. Efter overgangsordningen kan der efter ansøgning ydes tilskud til udgivere af dagblade, hvis økonomi i særlig grad berøres negativt af omlægningen af tilskuddet til befordring af dagblade.
Stk. 2. For at modtage tilskud skal følgende kriterier være opfyldt:
-
Udgiveren af dagbladet skal dokumentere, at de samlede distributionsomkostninger pr. distribueret eksemplar fratrukket tilskud under hovedordningen og supplementsordningen er steget med mindst 10 pct. i forhold til distributionsomkostningerne per eksemplar distribueret under den tidligere gældende bladtilskudsordning.
-
Udgiveren af dagbladet skal fremlægge en plan, der sandsynliggør, at der kan skabes grundlag for en økonomisk bæredygtig drift efter bortfald af midlertidigt tilskud fra overgangsordningen.
Stk. 3. For en koncern, der udgiver flere dagblade, skal vurderingen af, om den i stk. 2, nr. 1, nævnte procentsats er oversteget, foretages samlet for de af koncernen udgivne dagblade.
Stk. 4. Tilskuddets størrelse fastsættes forholdsmæssigt under hensyn til de omkostninger, der overstiger den procentsats, der er nævnt i stk. 2, nr. 1.
Stk. 5. For så vidt angår dagblade, hvis udgivelse påbegyndes efter lovens ikrafttræden, fastsætter kulturministeren regler om muligheden for ydelse af tilskud efter overgangsordningen.
Stk. 6. Eventuelle uforbrugte midler i et tilskudsår overføres til hovedordningen til anvendelse i samme tilskudsår.
§ 7. Kulturministeren fastsætter regler om udformningen af de tilskudsordninger, der er nævnt i §§ 4-6.