§ Lodslov · kapitel 19 af 30
Kapitel 4 – Tilladelse til lodsning
LOV nr 567 af 09/06/2006
§ 11. Lodsning må kun foretages af personer, der er i besiddelse af et gyldigt lodscertifikat, der er udstedt af Lodstilsynet.
Stk. 2. Lodsning må kun foretages i det omfang, som lodscertifikatet dækker.
Stk. 3. Det er forbudt at betegne sig som lods, medmindre man er i besiddelse af gyldigt lodscertifikat.
§ 12. Lodstilsynet meddeler efter ansøgning lodscertifikat, hvis ansøgeren
-
er uddannet på et niveau, så ansøgeren må føre skibe uanset disses størrelse,
-
har flerårig erfaring som skibsfører eller overstyrmand fra relevant sejlads,
-
er helbredsmæssigt egnet,
-
har særlig indsigt og erfaring i lodsningsområdet,
-
har gennemført såvel teoretisk uddannelse som sidemandsoplæring,
-
har gennemført uddannelse i lodsning ved særlige manøvrer,
-
har bestået en fastsat egnethedsprøve,
-
er tilknyttet et lodseri og
-
er uden betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover.
Stk. 2. Lodstilsynet fastsætter nærmere regler om ovenstående krav og om eventuelle supplerende, nødvendige krav.
Stk. 3. I særlige tilfælde kan Lodstilsynet dispensere fra den i stk. 1, nr. 1, nævnte betingelse. Der kan dog aldrig udstedes lodscertifikat til lodsning af skibe, som lodsen ikke selv er uddannet til at føre.
Stk. 4. Indehaveren af et højsøcertifikat udstedt af en udenlandsk myndighed kan få ombyttet certifikatet med et tilsvarende dansk certifikat.
Stk. 5. Indehaveren af et lodscertifikat skal indlevere certifikatet til Lodstilsynet, når indehaveren ikke længere opfylder betingelserne for at kunne få udstedt certifikatet.
§ 13. Det er forbudt andre end lodser tilknyttet det statslige lodsvæsen at foretage gennemsejlingslodsninger.
Stk. 2. Det er forbudt at formidle andre personer til lodsning af skibe under gennemsejling end de i stk. 1 nævnte lodser.
Stk. 3. Det er forbudt at formidle andre personer til højsølodsninger end lodser, der er i besiddelse af et højsølodscertifikat udstedt af en kyststat til det pågældende farvand i overensstemmelse med anbefalingerne fra FN’s internationale søfart sorganisation (IMO).