Barselsloven § 27

§ 27.  En lønmodtager har ret til barseldagpenge fra kommunen, når den pågældende

  1. har været tilknyttet arbejdsmarkedet uafbrudt i de sidste 13 uger før fraværsperiodens begyndelse og i denne periode har været beskæftiget i mindst 120 timer,

  2. ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis der ikke havde været ret til dagpenge efter denne lov,

  3. inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller

  4. er elev i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved eller i henhold til lov.

Stk. 2. I opgørelsen af 13-ugers-perioden i stk. 1, nr. 1, indgår perioder, hvor lønmodtageren har

  1. arbejdet som lønmodtager,

  2. arbejdet som selvstændig erhvervsdrivende umiddelbart forud for arbejdet som lønmodtager og med virksomheden har opfyldt beskæftigelseskravet efter § 28,

  3. modtaget dagpenge efter lov om sygedagpenge eller dagpenge efter denne lov,

  4. modtaget arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor,

  5. afholdt ferie med løn eller feriegodtgørelse,

  6. modtaget godtgørelse i en opsigelsesperiode fra Lønmodtagernes Garantifond eller

  7. været omfattet af en arbejdskonflikt.

Stk. 3.   Ved vurderingen af, om beskæftigelseskravet efter stk. 1 er opfyldt, ses der bort fra perioder på indtil 1 år, hvor der er udbetalt orlovsydelse efter lov om børnepasningsorlov. Der ses endvidere bort fra perioder på indtil 2 år, hvor der efter lov om social service er ydet godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af et handicappet barn i hjemmet eller efter samme lov er ydet vederlag ved pasning af døende eller efter denne lovs § 26 er ydet dagpenge til forældre med alvorligt syge børn.

Kilde: Retsinformation.dk