§ Sygedagpengeloven · kapitel 44 af 64
Kapitel 12 – Anmeldelse af sygefravær og dokumentation
LOV nr 563 af 09/06/2006
Lønmodtagerens anmeldelse over for arbejdsgiver
§ 35. Lønmodtageren skal anmelde sygefravær til arbejdsgiveren hurtigst muligt og senest 2 timer efter arbejdstids begyndelse, medmindre der i personalecirkulære el.lign. er fastsat en anden frist.
Stk. 2. Anmeldes sygefraværet for sent, har lønmodtageren først ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren fra dagen efter anmeldelsesdagen. Dette gælder dog ikke, hvis der foreligger en fyldestgørende begrundelse for, at lønmodtageren ikke har opfyldt kravet, eller hvis arbejdsgiveren undlader hurtigst muligt at gøre indsigelse mod for sen anmeldelse.
Lønmodtagerens dokumentation over for arbejdsgiver
§ 36. Arbejdsgiveren kan forlange, at lønmodtageren inden for en rimelig frist ved en skriftlig sygemelding eller på anden måde dokumenterer, at fraværet skyldes sygdom.
Stk. 2. Arbejdsgiveren kan tidligst kræve at få en skriftlig sygemelding i hænde på 2. fraværsdag. Søn- og helligdage medregnes ikke. Varer sygefraværet mindre end 2 arbejdsdage, kan arbejdsgiveren alligevel forlange, at lønmodtageren afleverer den skriftlige sygemelding den dag, hvor arbejdet genoptages.
Stk. 3. Arbejdsgiveren kan, hvis det skønnes nødvendigt, forlange en lægeerklæring af lønmodtageren. Erklæringen skal indeholde oplysninger om uarbejdsdygtighed på grund af sygdom og om, hvilke konkrete funktionsbegrænsninger sygdommen medfører, til brug for indsatsen for at fastholde lønmodtageren og fremme hel eller delvis tilbagevenden til arbejdspladsen. Funktionsoplysninger forudsættes afgivet ud fra en dialog mellem sygemeldte og den praktiserende læge. Erklæringen skal afgives på en blanket godkendt af Arbejdsmarkedsstyrelsen og betales af arbejdsgiveren.
Stk. 4. Den lægeerklæring, som en arbejdsgiver efter stk. 3 kan forlange udstedt efter lønmodtagerens personlige konsultation hos lægen, kan tidligst forlanges udstedt på 4. sygedag og ikke på lørdage og søn- og helligdage. Arbejdsgiveren kan dog under særlige omstændigheder forlange, at lægeerklæringen udstedes på 1. sygedag, dog ikke på lørdage og søn- og helligdage. I så fald skal arbejdsgiveren på forhånd have udfærdiget en skriftlig anmodning til lægen, hvoraf det fremgår, hvilke konkrete sygefravær inden for en bestemt periode der begrunder ønsket om en 1.-dags-lægeerklæring.
Stk. 5. Arbejdsgiveren kan tidligst forlange at få en lægeerklæring i hænde dagen efter, at den er forlangt udstedt efter stk. 4, og ikke på søn- og helligdage.
§ 37. Hvis den skriftlige sygemelding eller lægeerklæringen efter § 36 afleveres efter fristens udløb, falder lønmodtagerens ret til sygedagpenge bort fra og med den dag, hvor arbejdsgiveren skulle have haft erklæringen i hænde, og til og med den dag, hvor arbejdsgiveren har modtaget erklæringen. Dette gælder dog ikke, hvis der foreligger en fyldestgørende begrundelse for, at lønmodtageren ikke har opfyldt kravet, eller hvis arbejdsgiveren ikke senest 2. arbejdsdag efter den dag, hvor dokumentationen skulle have været arbejdsgiveren i hænde, gør indsigelse over for lønmodtageren mod dokumentationens form eller forsinkelse.
Lønmodtagerens anmeldelse over for kommunen
§ 38. Ved anmodning om sygedagpenge fra kommunen skal lønmodtageren anmelde sygefraværet til kommunen senest en uge efter 1. fraværsdag. Har arbejdsgiveren udbetalt sygedagpenge, skal anmeldelsen ske senest en uge efter, at udbetalingen fra arbejdsgiveren er ophørt.
Stk. 2. Kommunen kan i særlige tilfælde forlange, at anmeldelse sker tidligere end fastsat i stk.1.
Stk. 3. Anmeldelse af sygefravær skal ske på en blanket, der anvises af kommunen.
Stk. 4. Arbejdsgiveren, der skal afgive oplysninger til brug for kommunens behandling af lønmodtagerens sag, skal gøre dette
-
via den landsdækkende digitale løsning på Virk.dk eller
-
på en papirblanket, som anvises af kommunen.
Stk. 5. Hvis anmodning om sygedagpenge fra kommunen indgives senere end fastsat i stk. 1 eller 2, har lønmodtageren først ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen modtages.
Stk. 6. Kommunen kan udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når lønmodtageren på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelse ikke er sket rettidigt. Anmodningsfristen kan dog ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden, jf. dog stk. 7.
Stk. 7. Hvis arbejdsgiveren har udbetalt løn eller sygedagpenge i 6 måneder eller mere, uden at arbejdsgiveren har anmeldt sygefraværet til kommunen, kan anmodningsfristen fraviges, hvis anmodningen om sygedagpenge indgives senest 4 uger efter, at udbetalingen fra arbejdsgiveren er ophørt, og lønmodtageren ikke længere er ansat hos arbejdsgiveren.
Lønmodtagerens dokumentation over for kommunen
§ 39. Kommunen kan forlange en lægeerklæring af den sygemeldte, når det skønnes nødvendigt og der ikke allerede foreligger en egnet erklæring eller andre tilstrækkelige lægelige oplysninger i form af journaludskrift fra sygehus eller klinik, erklæring fra skadestue m.v. Erklæringen skal dels indeholde dokumentation for sygdommen, dels understøtte kommunens indsats for at styrke arbejdsfastholdelse med delvis tilbagevenden til arbejdspladsen, optræning m.v. Med henblik på at få en målrettet erklæring skal kommunen ved anmodningen om en erklæring give lægen relevante oplysninger samt stille relevante spørgsmål. Erklæringen skal afgives på en blanket godkendt af Arbejdsmarkedsstyrelsen og betales af kommunen.
Stk. 2. Kommunen fastsætter en frist for modtagelse af den lægeerklæring, der er nævnt i stk. 1. Hvis erklæringen afleveres efter den frist, som kommunen har fastsat, falder lønmodtagerens ret til sygedagpenge bort fra og med den dag, hvor kommunen skulle have haft erklæringen i hænde, til og med dagen før den dag, hvor kommunen har modtaget erklæringen.
Stk. 3. Hvis en dokumentation, der er forlangt af kommunen, indgives for sent eller udebliver, kan kommunen se bort herfra, når lønmodtageren på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret heri, eller når andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at dokumentationen ikke er sket rettidigt.
Arbejdsgiverens anmeldelse af sygefravær
§ 40. En arbejdsgiver, der udbetaler løn under en lønmodtagers sygefravær, skal anmelde fraværet til lønmodtagerens opholdskommune senest 4 uger efter 1. fraværsdag, hvis fraværet strækker sig ud over den periode, hvori arbejdsgiveren har pligt til at udbetale sygedagpenge.
Stk. 2. Anmeldelse af sygefraværet til kommunen skal ske
-
via den landsdækkende digitale løsning på Virk.dk eller
-
på en papirblanket, som anvises af kommunen.
Stk. 3. Arbejdsgiveren kan anmelde lønmodtagerens sygefravær direkte til kommunen uden lønmodtagerens underskrift.
Afsnit IV
Sygedagpenge til selvstændige erhvervsdrivende