§ Lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber · kapitel 10 af 12
Kapitel 4 – Tilsyn og kontrol med selskaber efter denne lov
LOV nr 548 af 08/06/2006
§ 7. Selskaber omfattet af denne lov skal en gang årligt indsende oplysninger til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om selskabernes overholdelse af denne lovs §§ 3-5. Kommuner og regioner skal herudover en gang årligt indsende en redegørelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for deres deltagelse finansielt eller ledelsesmæssigt i øvrige erhvervsdrivende selskaber, herunder kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter nærmere regler om indsendelsen af oplysninger efter stk. 1.
§ 8. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal stikprøvevis udtage og undersøge oplysninger om selskaber omfattet af denne lov.
Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan forlange, at selskabet indsender
-
selskabets seneste årsrapport i godkendt og eventuelt revideret stand,
-
selskabets vedtægter og
-
selskabets ejerfortegnelse, jf. § 6, stk. 1.
Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan af selskaber omfattet af denne lov forlange de oplysninger, som er nødvendige for, at der kan tages stilling til, om loven er overholdt.
§ 9. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan give påbud om, at et selskab skal bringe overtrædelser af denne lovs §§ 3-5 til ophør. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte en frist for overtrædelsens ophør.
Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan beslutte, at et selskab omfattet af loven, der senest ved udløbet af en frist, der fastsættes af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, undlader at efterkomme påbud efter stk. 1, skal opløses.
§ 10. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan pålægge medlemmerne af selskabernes ledelse daglige eller ugentlige tvangsbøder, hvis de undlader at efterkomme en anmodning i henhold til § 8 eller § 9.
Stk. 2. Tvangsbøder efter stk. 1 kan inddrives ved udpantning.