§ Kvalitetsstyringsloven · kapitel 7 af 10
Kapitel 2 – Kvalitetsstyringssystemets indhold
LOV nr 506 af 07/06/2006
Ansvar og beføjelser
§ 3. Kommunalbestyrelsen skal indføre og anvende procedurer, der sikrer, at ansvar og beføjelser i relation til kommunens sagsbehandling, jf. § 2, stk. 2, er fordelt mellem kommunens medarbejdere.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal indføre og anvende procedurer, der sikrer, at fordelingen af ansvar og beføjelser er medarbejderne bekendt.
§ 4. Kommunalbestyrelsen skal indføre og anvende procedurer, der sikrer, at ansvar og beføjelser i relation til kvalitetsstyringssystemet, jf. § 2, stk. 1, er fordelt mellem kommunens medarbejdere, herunder procedurer, der fastlægger den eller de systemansvarliges opgaver.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens procedurer for den eller de systemansvarlige.
Procedurer for sagsbehandling
§ 5. Kommunalbestyrelsen skal fastlægge en kvalitetspolitik for kommunens sagsbehandling, jf. § 2, stk. 2, og efter behov opstille lokale kvalitetsmål.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens kvalitetspolitik skal indeholde kommunalbestyrelsens hensigter i relation til at sikre faglig kvalitet, effektivitet og ensartethed i sagsbehandlingen samt i relation til at sikre virksomhedernes og borgernes tillid til og tilfredshed med sagsbehandlingen. Kvalitetspolitikken skal
-
være tilpasset kommunens opgaver ud fra lokale forhold,
-
skabe rammer for at fastsætte lokale kvalitetsmål, jf. stk. 1,
-
være kendt af kommunens medarbejdere og
-
årligt gennemgås med henblik på eventuel revision.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsens lokale kvalitetsmål skal være målbare og skal opfylde kravene i stk. 2, nr. 1, 3 og 4.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal indføre og anvende procedurer for sagsbehandlingen med henblik på at realisere de overordnede målsætninger, jf. § 1, stk. 1, samt kvalitetspolitikken og -målene, jf. stk. 1-3.
§ 6. Kommunalbestyrelsen skal indføre og anvende procedurer, der sikrer, at det ved sagsbehandlingen overvejes, om der, i videre omfang end det følger af natur- og miljølovgivningen, jf. § 2, stk. 2, er behov for koordinering mellem myndighederne.
§ 7. Miljøministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens procedurer, jf. § 5, stk. 4, og § 6.
Procedurer for kompetencestyring
§ 8. Kommunalbestyrelsen skal indføre og anvende procedurer, der sikrer, at de rette og tilstrækkelige kompetencer er til rådighed og inddrages ved sagsbehandlingen.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens procedurer for kompetencestyring.
Procedurer for dokumentstyring
§ 9. Kommunalbestyrelsen skal indføre og anvende procedurer, der sikrer styring af kommunens dokumenter.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens procedurer for styring af dokumenter.
Kvalitetshåndbog
§ 10. Kommunalbestyrelsen skal indføre og anvende en nedskrevet kvalitetshåndbog for kommunens kvalitetsstyringssystem.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om indholdet af kvalitetshåndbogen.
Intern måling af kvalitetsstyringssystemets effektivitet, opfølgning m.v.
§ 11. Kommunalbestyrelsen skal indføre og anvende procedurer, der sikrer intern måling af kvalitetsstyringssystemets effektivitet og egnethed til at nå den fastsatte kvalitetspolitik og eventuelle lokale kvalitetsmål, jf. § 5, herunder ved brugertilfredshedsundersøgelser og årlige interne audit.
§ 12. Kommunalbestyrelsen skal indføre og anvende procedurer, der sikrer iværksættelse af opfølgning på resultaterne af de interne målinger, jf. § 11, og på de eksterne audit, jf. § 14.
§ 13. Miljøministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens procedurer for intern måling og opfølgning, herunder om formkrav, jf. §§ 11 og 12.