Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner § 17

§ 17. Med det formål at bidrage til erhvervsudvikling og beskæftigelsesfremme i særlig vanskeligt stillede kommuner kan indenrigs- og sundhedsministeren inden for en årlig ramme, jf. stk. 2, give tilsagn om og yde tilskud til særlig vanskeligt stillede kommuner, som medfinansierer projekter, der har modtaget eller kan forventes at modtage tilskud fra de regionale EU-støtteordninger. Ved særlig vanskeligt stillede kommuner forstås kommuner, som i tilskudsåret modtager tilskud efter § 12.

Stk. 2. Den årlige tilsagnsramme udgør 18,1 mio. kr. Tilsagnsrammen reguleres fra og med 2007 én gang årligt med den forventede pris- og lønudvikling for den kommunale sektor.

Stk. 3. Tilskud til kommuner efter stk. 1 og 2 udbetales af Indenrigs- og Sundhedsministeriet til kommunen umiddelbart efter, at kommunen har modtaget tilsagn om tilskud fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, dog tidligst, når projektet har opnået tilsagn om tilskud fra de regionale EU-støtteordninger.

Stk. 4. I tilfælde af hel eller delvis tilbagebetaling af midler modtaget fra de regionale EU-støtteordninger skal der ske en tilsvarende tilbagebetaling af tilskuddet fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Kilde: Retsinformation.dk