§ Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner · kapitel 17 af 22
Kapitel 6 – Statstilskud
LOV nr 499 af 07/06/2006
§ 14. Staten yder et årligt tilskud til kommunerne, som fastsættes af finansministeren med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg.
Stk. 2. Tilskuddet fastsættes som summen af
-
det foregående års tilskud med tillæg eller fradrag som følge af engangsreguleringer og op- og efterreguleringer,
-
regulering for den forventede pris- og lønudvikling i den kommunale sektor fra det foregående år til tilskudsåret,
-
kommunale mer- eller mindreudgifter som følge af ændringer i udgifts- og opgavefordelingen mellem staten, kommunerne og regionerne i tilskudsåret,
-
kommunale mer- eller mindreudgifter som følge af ændringer i den statslige regulering af kommunernes virksomhed i tilskudsåret,
-
kommunale mer- eller mindreudgifter som følge af udviklingen i kommunernes reale udgifter til kontanthjælp, orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere, kommunal aktivering, revalidering, udgifter til ledighedsydelse, kommunale udgifter til danskundervisning af udlændinge samt introduktionsydelse og aktivering efter kapitel 4 og 5 i lov om integration af udlændinge i Danmark, førtidspension og erhvervsgrunduddannelse i tilskudsåret.
Stk. 3. Finansministeren kan med virkning for tilskudsåret med Finansudvalgets tilslutning forhøje eller nedsætte tilskuddet opgjort efter stk. 2, hvis hensynet til en balanceret udvikling i den kommunale økonomi taler herfor.
Stk. 4. Det årlige tilskud fastsat efter stk. 1-3 fordeles af indenrigs- og sundhedsministeren. Ved fordelingen reguleres tilskuddet forlods for statens andel af udgifterne til udligningstilskud efter § 2, stk. 3, udgifterne til statstilskuddet efter § 12, den årlige tilskudsramme efter § 17 med fradrag af eventuelt uforbrugt tilskudsbeløb for beregningsåret og tidligere tilskudsår samt forskellen mellem tilskud og bidrag efter § 38, stk. 1-4. Tilskuddet fordeles herefter i forhold til de enkelte kommuners andel af det samlede indbyggertal. Dog kan indenrigs- og sundhedsministeren med Finansudvalgets tilslutning helt eller delvis fordele reguleringer efter stk. 3 i forhold til de enkelte kommuners andel af det samlede beskatningsgrundlag.
Stk. 5. Finansministeren kan med Finansudvalgets tilslutning senere forhøje eller nedsætte tilskuddet for tilskudsåret, hvis der sker ændringer i de forhold, der er omtalt i stk. 2 og 3, eller hvis udviklingen i den kommunale økonomi i øvrigt taler herfor.
Stk. 6. Ændringen af tilskuddet for tilskudsåret fordeles af indenrigs- og sundhedsministeren i forhold til de enkelte kommuners andel af det samlede indbyggertal. Ændringer af tilskuddet, der ikke er begrundet af ændringer i de i stk. 2 nævnte forhold, kan dog af indenrigs- og sundhedsministeren med Finansudvalgets tilslutning helt eller delvis fordeles i forhold til de enkelte kommuners andel af det samlede beskatningsgrundlag.
§ 15. De efter § 14 opgjorte tilskud for den enkelte kommune reduceres med et beløb svarende til 40 pct. af det af Energitilsynet meddelte rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning, jf. § 37, stk. 10, i lov om elforsyning og § 23 l, stk. 10, i lov om varmeforsyning, hvis kommunen deponerer et beløb svarende til rådighedsbeløbet inklusive beregnet forrentning fratrukket tilskudsreduktionen. Deponeringen sker ved anbringelse af beløbet i overensstemmelse med reglerne i § 44 i lov om kommunernes styrelse. Frigivelse af depotet sker efter stk. 3.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte modregningsprocent ændres til 60 pct., hvis der ikke sker deponering.
Stk. 3. Det deponerede beløb frigives med en tiendedel årligt. Endvidere kan der hvert år i deponeringsperioden frigives de til de deponerede beløb tilskrevne renter. Det deponerede beløb kan med Indenrigs- og Sundhedsministeriet s godkendelse reduceres ekstraordinært, såfremt kommunen ekstraordinært nedbringer sin gæld. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om deponering og frigivelse.
Stk. 4. Beløb efter stk. 1 og 2 modregnes i udbetalingen af statstilskuddet til den enkelte kommune fra oktober måned i det år, hvor rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning er meddelt af Energitilsynet. Hvis det beløb, som efter stk. 1 og 2 skal modregnes i statstilskuddet, overstiger statstilskuddet til den enkelte kommune for månederne oktober-december i dette år, reduceres statstilskuddet i de følgende år, indtil det fulde beløb er modregnet.
Stk. 5. De efter § 14 opgjorte tilskud for den enkelte kommune reduceres i overensstemmelse med den afgørelse om nettoprovenuet, som Energitilsynet i medfør af § 35, stk. 6, i lov om naturgasforsyning har givet meddelelse om, samt rentetilskrivning efter § 35, stk. 7 og 8, i lov om naturgasforsyning. Hvis disse beløb overstiger statstilskuddet i et år, reduceres statstilskuddet i de følgende år.