← Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

§ Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner · kapitel 14 af 22

Kapitel 3 – Hovedstadsudligning

LOV nr 499 af 07/06/2006

§ 7. En kommune i hovedstadsområdet, hvis udgiftsbehov efter § 8 er større end kommunens beregnede skatteindtægter efter § 11, modtager et udligningstilskud. En kommunes udligningstilskud beregnes som 27 pct. af forskellen mellem kommunens udgiftsbehov og kommunens beregnede skatteindtægter.

Stk. 2. En kommune i hovedstadsområdet, hvis udgiftsbehov efter § 8 er mindre end kommunens beregnede skatteindtægter efter § 11, betaler et udligningsbidrag. En kommunes udligningsbidrag beregnes som 27 pct. af forskellen mellem kommunens udgiftsbehov og kommunens beregnede skatteindtægter.

Stk. 3. Udligningsprocenten i stk. 1 og 2 reguleres efter § 25.

§ 8. En kommunes samlede udgiftsbehov til brug for hovedstadsudligningen opgøres som summen af kommunens aldersbestemte udgiftsbehov, jf. § 9, og kommunens socioøkonomiske udgiftsbehov, jf. § 10.

Stk. 2. Af de samlede kommunale nettodrifts- og anlægsudgifter for kommunerne i hovedstadsområdet henregnes i 2007 70 pct. til kommunernes aldersbestemte udgiftsbehov og 30 pct. til kommunernes socioøkonomiske udgiftsbehov. Fra og med 2008 forhøjes vægten af de socioøkonomiske udgiftsbehov hvert år med ¼ procentpoint, mens vægten af de aldersbestemte udgiftsbehov nedsættes med ¼ procentpoint.

§ 9. En kommunes aldersbestemte udgiftsbehov, jf. § 8, stk. 1, til brug for hovedstadsudligningen beregnes som summen af

  1. kommunens indbyggertal i nærmere fastsatte aldersgrupper, jf. § 31, ganget med en beregnet gennemsnitsomkostning og

  2. den gennemsnitlige rejsetid til 2.000 indbyggere ganget med kommunens indbyggertal og med et enhedsbeløb. Enhedsbeløbet opgøres som 2 pct. af den del af de samlede kommunale nettodrifts- og anlægsudgifter i hovedstadsområdet, som henregnes til de aldersbestemte udgiftsbehov, jf. § 8, stk. 2, divideret med det samlede indbyggertal i hovedstadsområdet.

§ 10. Det socioøkonomiske udgiftsbehov pr. indbygger efter § 8, stk. 1, opgøres som et gennemsnitligt beløb pr. indbygger ganget med et beregnet socioøkonomisk indeks for den enkelte kommune, jf. stk. 2. Det gennemsnitlige beløb pr. indbygger i hovedstadsområdet beregnes ud fra udgiftsandelen efter § 8, stk. 2, divideret med indbyggertallet i hovedstadsområdet.

Stk. 2. En kommunes socioøkonomiske indeks efter stk. 1 beregnes som forholdet mellem henholdsvis summen af kommunens vægtede andele af følgende kriterier i hovedstadsområdet og kommunens andel af indbyggertallet i hovedstadsområdet:

  1. Antallet af 20-59-årige uden beskæftigelse ud over 5 pct. af antallet af 20-59-årige i kommunen opgjort som det største antal baseret på en opgørelse i beregningsåret eller baseret på en opgørelse i året 3 år forud for beregningsåret, med en andel på 10 pct.,

  2. antallet af 25-49-årige uden erhvervsuddannelse med en andel på 25 pct.,

  3. det sammenvejede antal af udlejede beboelseslejligheder og kollegielejligheder eksklusive andelslejligheder med en vægt på 7,5 pct.,

  4. antallet af diagnosticerede psykiatriske patienter, der i en periode på 10 år har været i kontakt med det psykiatriske sygehusvæsen, med en vægt på 10 pct.,

  5. antallet af familier i visse boligtyper med en vægt på 7,5 pct.,

  6. antallet af børn i familier med lav uddannelse med en vægt på 25 pct.,

  7. antallet af enlige over 65 år med en vægt på 10 pct. og

  8. antallet af indvandrere og efterkommere med en vægt på 5 pct.

§ 11. En kommunes beregnede skatteindtægter til brug for hovedstadsudligningen efter § 7 opgøres som kommunens beskatningsgrundlag ganget med en skattetryksfaktor for hovedstadsområdet. Skattetryksfaktoren for hovedstadsområdet opgøres som forholdet mellem de samlede nettodrifts- og anlægsudgifter for kommunerne i hovedstadsområdet og det samlede beskatningsgrundlag for kommunerne i hovedstadsområdet.