← SCE-loven

§ SCE-loven · kapitel 12 af 18

KAPITEL III – SCE-SELSKABETS STRUKTUR

LOV nr 454 af 22/05/2006

Artikel 36

SCE-selskabets organer

SCE-selskabet består på vilkårene i denne forordning af:

a) en generalforsamling og

b) enten et tilsynsorgan og et ledelsesorgan (det tostrengede system) eller et administrationsorgan (det enstrengede system) afhængigt af, hvilken af mulighederne der er valgt i vedtægterne.

Afsnit 1

Det tostrengede system

Artikel 37

Ledelsesorganets opgaver og udpegelse af dets medlemmer

  1. Ledelsesorganet varetager ledelsen af SCE-selskabet og repræsenterer det over for tredjemand og i retssager. En medlemsstat kan bestemme, at en administrerende direktør har ansvaret for den daglige ledelse på de samme vilkår som dem, der gælder for andelsselskaber, som har deres vedtægtsmæssige hjemsted på den pågældende medlemsstats område.

  2. Ledelsesorganets medlem eller medlemmer udnævnes og afsættes af tilsynsorganet.

En medlemsstat kan dog bestemme eller tillade, at det fastsættes i vedtægterne, at ledelsesorganets medlem eller medlemmer skal udnævnes og afsættes af generalforsamlingen på de samme betingelser som dem, der gælder for andelsselskaber, som har deres vedtægtsmæssige hjemsted på den pågældende medlemsstats område.

  1. Ingen kan på samme tid være medlem af både ledelsesorganet og tilsynsorganet i et SCE-selskab. I tilfælde af et medlems forfald kan tilsynsorganet dog udpege et af sine medlemmer til at varetage hvervet som medlem af ledelsesorganet. Så længe den pågældende udøver dette hverv, suspenderes hans hverv som medlem af tilsynsorganet. En medlemsstat kan fastsætte, at denne periode er tidsbegrænset.

  2. Antallet af medlemmer af ledelsesorganet eller reglerne for fastlæggelsen heraf fastsættes i SCE-selskabets vedtægter. En medlemsstat kan dog fastsætte et minimumsantal og/eller et maksimumsantal.

  3. Hvis der i en medlemsstat ikke findes bestemmelser om et tostrenget system for andelsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted på dens område, skal medlemsstaten vedtage passende foranstaltninger vedrørende SCE-selskaber.

Artikel 38

Formandskab og indkaldelse af møder i ledelsesorganet

  1. Ledelsesorganet vælger af sin midte en formand i overensstemmelse med vedtægterne.

  2. Formanden indkalder til møde i ledelsesorganet på de i vedtægterne fastsatte betingelser, enten på eget initiativ eller efter anmodning fra et medlem. Sådanne anmodninger om indkaldelse af organet skal være ledsaget af en begrundelse. Er en anmodning ikke imødekommet efter senest 14 dage, kan det eller de medlemmer, der fremsatte anmodningen, indkalde ledelsesorganet.

Artikel 39

Tilsynsorganets opgaver og udpegelse af dets medlemmer

  1. Tilsynsorganet fører tilsyn med ledelsesorganets varetagelse af dets hverv. Det kan ikke selv forestå ledelsen af SCE-selskabet. Det kan ikke repræsentere selskabet over for tredjemand. Det repræsenterer selskabet over for ledelsesorganet eller dets medlemmer, i retssager og ved indgåelse af aftaler.

  2. Tilsynsorganets medlemmer udnævnes og afsættes af generalforsamlingen. Medlemmerne af det første tilsynsorgan kan dog være udpeget i vedtægterne. Dette gælder kun, hvis ikke andet er fastsat i de ordninger for medbestemmelse for medarbejderne, der er fastlagt i henhold til direktiv 2003/72/ EF.

  3. Passive medlemmer må højst udgøre en fjerdedel af tilsynsorganets medlemmer.

  4. Antallet af medlemmer af tilsynsorganet eller reglerne for fastlæggelsen heraf fastsættes i vedtægterne. En medlemsstat kan dog for SCE-selskaber, der har deres vedtægtsmæssige hjemsted på dens område, fastsætte antallet af medlemmer af tilsynsorganet eller dets sammensætning eller et minimumsantal og/eller et maksimumsantal.

Artikel 40

Ret til oplysninger

  1. Ledelsesorganet skal mindst hver tredje måned underrette tilsynsorganet om SCE-selskabets anliggender og dets forventede udvikling, idet der samtidig tages hensyn til oplysninger om eventuelle kontrollerede virksomheders forhold, der kan få væsentlig indflydelse på selskabets anliggender.

  2. Ud over den regelmæssige underretning efter stk. 1 underretter ledelsesorganet omgående tilsynsorganet om alle vigtige forhold, der kan tænkes at få væsentlig indflydelse på SCE-selskabets stilling.

  3. Tilsynsorganet kan anmode ledelsesorganet om at forelægge de oplysninger, som det har brug for med henblik på udøvelsen af det i artikel 39, stk. 1, omhandlede tilsyn. En medlemsstat kan bestemme, at hvert enkelt medlem af tilsynsorganet også kan benytte denne mulighed.

  4. Tilsynsorganet kan foretage eller lade foretage undersøgelser, der er nødvendige for udførelsen af dets hverv.

  5. Ethvert medlem af tilsynsorganet har adgang til alle de oplysninger, organet modtager.

Artikel 41

Formandskab og indkaldelse af møder i tilsynsorganet

  1. Tilsynsorganet vælger en formand af sin midte. Er halvdelen af organets medlemmer udpeget af medarbejderne, kan kun et medlem, der er udpeget af generalforsamlingen, vælges til formand.

  2. Tilsynsorganet indkaldes på de i vedtægterne fastsatte betingelser af formanden enten på dennes eget initiativ, efter anmodning fra mindst en tredjedel af tilsynsorganets medlemmer eller efter anmodning fra ledelsesorganet. Anmodninger om indkaldelse af organet skal være ledsaget af en begrundelse. Er en anmodning ikke imødekommet efter senest 14 dage, kan de, der fremsatte anmodningen, indkalde tilsynsorganet.

Afsnit 2

Det enstrengede system

Artikel 42

Administrationsorganets opgaver og udpegelse af dets medlemmer

  1. Administrationsorganet varetager ledelsen af SCE-selskabet og repræsenterer det over for tredjemand i retssager. En medlemsstat kan bestemme, at en administrerende direktør har ansvaret for den daglige ledelse på de samme vilkår som dem, der gælder for andelsselskaber, som har deres vedtægtsmæssige hjemsted på den pågældende medlemsstats område.

  2. Antallet af medlemmer af administrationsorganet eller reglerne for fastlæggelsen heraf fastsættes i SCE-selskabets vedtægter. En medlemsstat kan dog fastsætte et minimumsantal og i givet fald et maksimumsantal. Passive medlemmer må højst udgøre en fjerdedel af administrationsorganets medlemmer.

Administrationsorganet skal imidlertid bestå af mindst tre medlemmer, når der er fastlagt en ordning for medarbejderindflydelse i henhold til direktiv 2003/72/EF.

  1. Administrationsorganets medlemmer og deres eventuelle suppleanter i henhold til vedtægterne udnævnes af generalforsamlingen. Medlemmerne af det første administrationsorgan kan dog være udpeget i vedtægterne. Dette gælder kun, hvis ikke andet er fastsat i de ordninger for medbestemmelse for medarbejderne, der er fastlagt i henhold til direktiv 2003/72/ EF.

  2. Hvis der i en medlemsstat ikke findes bestemmelser om et enstrenget system for andelsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted på dens område, skal medlemsstaten vedtage passende foranstaltninger vedrørende SCE-selskaber.

Artikel 43

Mødehyppighed samt ret til oplysninger

  1. Administrationsorganet træder sammen mindst hver tredje måned med den mødehyppighed, der er fastsat i vedtægterne, for at drøfte SCE-selskabets anliggender og deres forventede udvikling, eventuelt under hensyntagen til oplysninger om kontrollerede virksomheders forhold, der kan få væsentlig indflydelse på selskabets anliggender.

  2. Ethvert medlem af administrationsorganet har adgang til alle de rapporter, dokumenter og oplysninger, organet modtager.

Artikel 44

Formandskab og indkaldelse til møder i administrationsorganet

  1. Administrationsorganet vælger en formand af sin midte. Er halvdelen af organets medlemmer udpeget af medarbejderne, kan kun et medlem, der er udpeget af generalforsamlingen, vælges til formand.

  2. Administrationsorganet indkaldes på de i vedtægterne fastsatte betingelser af formanden, enten på dennes eget initiativ eller efter anmodning fra mindst en tredjedel af organets medlemmer. Anmodninger om indkaldelse af organet skal være ledsaget af en begrundelse. Er en sådan anmodning ikke imødekommet efter senest 14 dage, kan de, der fremsatte anmodningen, indkalde administrationsorganet.

Afsnit 3

Fælles regler for det enstrengede og det tostrengede system

Artikel 45

Funktionsperiode

  1. Selskabsorganernes medlemmer udnævnes for en periode, som fastsættes i vedtægterne, men som ikke kan overstige seks år.

  2. Medmindre andet er fastsat i vedtægterne, kan medlemmerne genudnævnes en eller flere gange for den periode, der er fastsat i stk. 1.

Artikel 46

Betingelser for at have sæde i et selskabsorgan

  1. SCE-selskabets vedtægter kan fastsætte, at et selskab som defineret i traktatens artikel 48 kan være medlem af et af selskabets organer, medmindre andet gælder ifølge andelsselskabslovgivningen i den medlemsstat, hvor selskabet har sit hjemsted.

Det pågældende selskab skal med henblik på udøvelsen af sine beføjelser i det pågældende organ udpege en fysisk person som sin repræsentant. Repræsentanten er underlagt de samme betingelser og forpligtelser, som ville gælde, hvis han personligt var medlem af dette organ.

  1. Følgende personer må hverken have sæde i et organ i SCE-selskabet eller repræsentere et medlem efter stk. 1:

– personer, som efter national lovgivning i den medlemsstat, hvor SCE-selskabet har sit hjemsted, ikke kan have sæde i det tilsvarende organ i et andelsselskab, som hører under samme medlemsstats lovgivning, eller

– personer, som på grund af en retslig eller administrativ afgørelse, der er truffet i en medlemsstat, ikke kan have sæde i det tilsvarende organ i et andelsselskab, som hører under lovgivningen i en medlemsstat.

  1. SCE-selskabets vedtægter kan, i lighed med hvad der gælder ifølge andelsselskabslovgivningen i medlemsstaten, fastsætte særlige betingelser for de medlemmer, der repræsenterer administrationsorganet.

Artikel 47

SCE-selskabernes repræsentationsbeføjelser og ansvar

  1. Er beføjelsen til at repræsentere SCE-selskabet over for tredjemand i overensstemmelse med reglerne i artikel 37, stk. 1, og artikel 42, stk. 1, tillagt to eller flere medlemmer, udøves denne beføjelse af de pågældende medlemmer i forening, medmindre der ifølge lovgivningen i den medlemsstat, hvor SCE-selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, kan fastsættes andre regler i vedtægterne, i hvilket fald en sådan bestemmelse kan gøres gældende over for tredjemand, når den er offentliggjort i overensstemmelse med artikel 11, stk. 5, og artikel 12.

  2. SCE-selskabet forpligtes over for tredjemand ved de retshandler, der indgås af dets organer, også selv om disse retshandler falder uden for rammerne af selskabets formål, medmindre de beføjelser, disse organer har eller kan tillægges i henhold til loven i selskabets hjemstedsstat, er overskredet.

Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at et SCE-selskab ikke er forpligtet af retshandler, der overskrider rammerne for dets formål, hvis selskabet beviser, at tredjemand var vidende om, at den pågældende retshandel faldt uden for disse rammer, eller ikke kunne være uvidende herom i betragtning af omstændighederne, idet offentliggørelsen af vedtægterne ikke i sig selv er tilstrækkeligt bevis herfor.

  1. Begrænsninger i selskabsorganernes beføjelser, der følger af vedtægterne eller af de kompetente organers beslutninger, kan ikke gøres gældende over for tredjemand, selv om de er blevet offentliggjort.

  2. En medlemsstat kan fastsætte, at vedtægterne kan tillægge en enkelt eller flere personer, som handler i fællesskab, retten til at repræsentere SCE-selskabet. Denne lovgivning kan fastsætte, at denne bestemmelse i vedtægterne kan gøres gældende over for tredjemand, såfremt den vedrører den generelle repræsentationsbeføjelse. I så fald finder bestemmelserne i artikel 12 anvendelse.

Artikel 48

Dispositioner, der kræver godkendelse

  1. Det skal i SCE-selskabets vedtægter opregnes, hvilke former for dispositioner der

– i det tostrengede system kræver en tilladelse fra tilsynsorganet eller generalforsamlingen til ledelsesorganet

– i det enstrengede system kræver en udtrykkelig beslutning truffet af administrationsorganet eller en tilladelse fra generalforsamlingen.

  1. Denne bestemmelse anfægter ikke bestemmelserne i artikel 47.

  2. En medlemsstat kan dog fastlægge, at det organ, der skal give tilladelsen, samt at de former for dispositioner, der her er tale om, som et minimum skal være anført i vedtægterne for SCE-selskaber registreret på dens område, og/eller fastsætte, at tilsynsorganet i det tostrengede system selv kan afgøre, hvilke former for dispositioner der skal gives tilladelse til.

Artikel 49

Tavshedspligt

Medlemmerne af SCE-selskabets organer må ikke, heller ikke efter ophøret af deres hverv, udbrede de oplysninger, som de får kendskab til om selskabet, og som vil kunne skade selskabets eller dets medlemmers interesser, hvis de udbredes, medmindre gældende bestemmelser i den nationale andelsselskabs- og selskabslovgivning eller samfundshensyn kræver det eller åbner mulighed herfor.

Artikel 50

Beslutningsdygtighed

  1. Medmindre andet er fastsat i denne forordning eller i vedtægterne, er de interne regler for beslutningsdygtigt antal og beslutningstagning i SCE-selskabets organer følgende:

a) beslutningsdygtigt antal: mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer skal være til stede eller repræsenteret

b) beslutningstagning: ved stemmeflerhed blandt de tilstedeværende eller repræsenterede stemmeberettigede medlemmer.

Fraværende medlemmer kan deltage i beslutningerne ved at give et andet medlem af organet eller de eventuelle suppleanter, der blev valgt samtidig, fuldmagt til at repræsentere dem.

  1. Indeholder vedtægterne ikke bestemmelse herom, er formandens stemme udslagsgivende i hvert organ i tilfælde af stemmelighed. Vedtægterne må dog ikke fastsætte andet, hvis halvdelen af tilsynsorganet består af medarbejderrepræsentanter.

  2. Hvis der er fastlagt en ordning for medarbejderindflydelse i henhold til direktiv 2003/72/EF, kan en medlemsstat foreskrive, at det beslutningsdygtige antal og beslutningstagningen i tilsynsorganet uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 fastsættes efter de regler, der på de samme vilkår gælder for andelsselskaber, som hører under den pågældende medlemsstats lovgivning.

Artikel 51

Erstatningsansvar

Medlemmerne af ledelses-, tilsyns- eller administrationsorganerne hæfter ifølge de bestemmelser, der er fastsat i andelsselskabslovgivningen i den medlemsstat, hvor selskabet har sit hjemsted, for tab eller skade, de har påført SCE-selskabet ved tilsidesættelse af de retlige, vedtægtsmæssige eller andre forpligtelser, der er forbundet med deres hverv.

Afsnit 4

Generalforsamlingen

Artikel 52

Beføjelser

Generalforsamlingen træffer beslutning i anliggender, for hvilke den har en særlig kompetence ifølge:

a) denne forordning, eller

b) lovgivningen i den medlemsstat, hvor SCE-selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, vedtaget i medfør af direktiv 2003/72/EF.

Endvidere træffer generalforsamlingen beslutning i anliggender, hvor generalforsamlingen i et andelsselskab, som hører under lovgivningen i den medlemsstat, hvor SCE-selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, har kompetence enten ifølge denne medlemsstats lovgivning eller ifølge SCE-selskabets vedtægter i overensstemmelse med samme lovgivning.

Artikel 53

Afholdelse af generalforsamlinger

Med forbehold af bestemmelserne i dette afsnit finder andelsselskabslovgivningen i den medlemsstat, hvor SCE-selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, anvendelse på generalforsamlingens tilrettelæggelse og forløb samt på afstemningsprocedurerne.

Artikel 54

Indkaldelse af generalforsamlingen

  1. Generalforsamlingen afholdes mindst en gang pr. kalenderår, senest seks måneder efter regnskabsårets afslutning, medmindre lovgivningen i den medlemsstat, hvor selskabet har sit hjemsted, for andelsselskaber, som udøver den samme form for virksomhed som SCE-selskabet, fastsætter en større mødehyppighed. En medlemsstat kan dog fastsætte, at den første generalforsamling kan afholdes senest 18 måneder efter selskabets stiftelse.

  2. Generalforsamlingen kan til enhver tid indkaldes af ledelses-, administrations- eller tilsynsorganet, eller af ethvert andet organ eller af en kompetent myndighed i overensstemmelse med andelsselskabslovgivningen i den medlemsstat, hvor selskabet har sit hjemsted. Ledelsesorganet indkalder den på begæring af tilsynsorganet.

  3. Dagsordenen for den generalforsamling, der afholdes efter regnskabsårets afslutning, skal mindst omfatte godkendelse af årsregnskabet og anvendelsen af overskuddet.

  4. Der kan på generalforsamlingen træffes beslutning om at indkalde en ny generalforsamling på en dato og med en dagsorden, der fastsættes af den selv.

Artikel 55

Et mindretals adgang til at indkalde generalforsamlingen

Mindst 5.000 medlemmer eller mindst 10 % af det samlede antal medlemmer kan anmode om, at SCE-selskabet indkalder generalforsamlingen, og udforme dagsordenen. Lavere procentsatser kan fastsættes i vedtægterne.

Artikel 56

Indkaldelsesfrist og indkaldelsesmåde

  1. Indkaldelse af SCE-selskabets generalforsamling sker i overensstemmelse med vedtægterne ved enhver form for skriftlig henvendelse til alle, der i henhold til artikel 58, stk. 1 og 2, er berettiget til at deltage i selskabets generalforsamling. Denne indkaldelse kan ske ved avertering i selskabets interne officielle publikation.

  2. Indkaldelsen skal mindst indeholde følgende angivelser:

– SCE-selskabets navn og hjemsted

– sted, dato og tidspunkt for generalforsamlingen

– i givet fald generalforsamlingens art

– dagsordenen med angivelse af de punkter, der skal behandles, og beslutningsforslagene.

  1. Mellem udsendelse af brev med indkaldelsen, jf. stk. 1, og datoen for generalforsamlingens åbning skal der forløbe mindst 30 dage. Denne frist kan dog i hastetilfælde nedsættes til 14 dage. Hvis artikel 61, stk. 4, vedrørende krav om beslutningsdygtighed anvendes, kan tiden mellem det første og det andet møde, hvortil der indkaldes for at behandle samme dagsorden, nedsættes i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor SCE-selskabet har sit hjemsted.

Artikel 57

Tilføjelse af punkter på dagsordenen

Mindst 5.000 medlemmer af SCE-selskabet, eller medlemmer, som mindst besidder 10 % af det samlede antal stemmer, kan anmode om, at et eller flere supplerende punkter optages på dagsordenen for en generalforsamling. Lavere procentsatser kan fastsættes i vedtægterne.

Artikel 58

Deltagelse ved personligt fremmøde eller repræsentation

  1. Alle selskabets medlemmer har ret til på generalforsamlingen at tage ordet og stemme om de punkter, der er opført på dagsordenen.

  2. Medlemmer af SCE-selskabets organer og indehavere af andre værdipapirer end andele og obligationer jf. artikel 64, samt, hvis det er fastsat i vedtægterne, enhver anden, der har beføjelse hertil i henhold til lovgivningen i den stat, hvor SCE-selskabet har hjemsted, kan deltage i generalforsamlingen uden stemmeret.

  3. Stemmeberettigede medlemmer kan efter de i vedtægterne fastsatte bestemmelser lade sig repræsentere på generalforsamlingen af en befuldmægtiget.

Det fastsættes i vedtægterne, hvor mange fuldmagter en befuldmægtiget højst kan modtage.

  1. Det kan i vedtægterne fastsættes, at der kan stemmes pr. brev eller elektronisk, og der skal i så fald fastsættes nærmere regler herfor i vedtægterne.

Artikel 59

Stemmeret

  1. Hvert medlem af et SCE-selskab råder over én stemme, uanset hvor mange andele vedkommende besidder.

  2. Hvis den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor SCE-selskabet har sit hjemsted, tillader det, kan vedtægterne give mulighed for, at et medlem tildeles et antal stemmer i forhold til anden deltagelse i andelsselskabets aktiviteter end kapitalindskud. Denne tildeling kan højst være på 5 stemmer pr. medlem eller 30 % af de samlede stemmerettigheder, alt efter hvad der er lavest.

Hvis den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor SCE-selskabet har sit hjemsted, tillader det, kan SCE-selskaber, der er involveret i finansierings- eller forsikringsvirksomhed, i vedtægterne fastsætte, at antallet af stemmer bestemmes af medlemmernes deltagelse i andelsselskabets aktiviteter, herunder disses andel af SCE-selskabets kapital. Denne tildeling kan højst være på 5 stemmer pr. medlem eller 20 % af de samlede stemmerettigheder, alt efter hvad der er lavest.

Hvis den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor SCE-selskabet har sit hjemsted, tillader det, kan det i vedtægterne for SCE-selskaber, hvis medlemmer for størstedelens vedkommende er andelsselskaber, fastsættes, at antallet af stemmer bestemmes i henhold til medlemmernes deltagelse i andelsselskabets aktiviteter, herunder disses andel af SCE-selskabets kapital og/eller i henhold til den enkelte deltagende enheds medlemsantal.

  1. Med hensyn til den stemmeret, som vedtægterne kan tildele passive medlemmer (investorer), er SCE-selskabet underlagt lovgivningen i den medlemsstat, hvor selskabet har hjemsted. Passive medlemmer (investorer) må imidlertid tilsammen højst råde over 25 % af de samlede stemmerettigheder.

  2. Såfremt lovgivningen i den medlemsstat, hvor SCE-selskabet har sit hjemsted, tillader det ved denne forordnings ikrafttrædelse, kan det i selskabets vedtægter fastsættes, at arbejdstagerrepræsentanter kan deltage i generalforsamlingerne eller i sektor- eller sektionsforsamlingerne, forudsat at arbejdstagerrepræsentanterne tilsammen højst kontrollerer 15 % af de samlede stemmerettigheder. Sådanne rettigheder bliver ugyldige i det øjeblik, hvor SCE-selskabets hjemsted flytter til en medlemsstat, hvis lovgivning ikke åbner mulighed for en sådan deltagelse.

Artikel 60

Ret til oplysninger

  1. Ethvert medlem, som fremsætter anmodning herom på generalforsamlingen, har ret til af ledelses- eller administrationsorganet at få oplysninger om de af SCE-selskabets aktiviteter, der har forbindelse med et emne, som generalforsamlingen kan træffe beslutning om, jf. artikel 61, stk. 1. Disse oplysninger skal så vidt muligt gives på den pågældende generalforsamling.

  2. Ledelses- eller administrationsorganet kan ikke nægte at give disse oplysninger, medmindre det

– ville være til betydelig skade for selskabet, eller

– er uforeneligt med en lovbestemt tavshedspligt.

  1. Et medlem, der er blevet nægtet en oplysning, kan forlange, at hans spørgsmål og begrundelsen for afslaget optages i generalforsamlingens protokol.

  2. Inden for de ti dage, der går forud for den generalforsamling, der skal tage stilling til regnskabsårets afslutning, skal medlemmerne have adgang til balancen, resultatopgørelsen og noterne hertil, årsberetningen, resultaterne af regnskabsrevisionen, der er foretaget af den person, som er ansvarlig herfor, samt, hvis det drejer sig om et moderselskab i henhold til direktiv 83/349/EØF, de konsoliderede regnskaber.

Artikel 61

Beslutningstagning

  1. En generalforsamling kan træffe beslutninger om punkter på dagsordenen. Generalforsamlingen kan også drøfte og træffe beslutninger om emner, som et mindretal af medlemmerne har sat på dagsordenen i henhold til artikel 57.

  2. Generalforsamlingens beslutninger træffes med et flertal af de tilstedeværende eller repræsenterede medlemmers gyldigt afgivne stemmer.

  3. Regler om beslutningsdygtighed og nødvendigt flertal på generalforsamlinger fastsættes i vedtægterne.

Hvis vedtægterne åbner mulighed for, at SCE-selskabet kan have investormedlemmer (passive medlemmer) eller kan give stemmeret i forhold til den indskudte kapital i et SCE-selskab, der er involveret i finansierings- eller forsikringsvirksomhed, fastsættes der i vedtægterne også særlige krav til beslutningsdygtighed, for så vidt angår andre medlemmer end investormedlemmer (passive medlemmer) eller medlemmer med stemmeret i forhold til den indskudte kapital i et SCE-selskab, der er involveret i finansierings- eller forsikringsvirksomhed. Det er op til medlemsstaterne at fastsætte minimumskravene til beslutningsdygtighed for sådanne SCE-selskaber, som har hjemsted på deres område.

  1. I spørgsmål om vedtægtsændringer er generalforsamlingen kun beslutningsdygtig ved første indkaldelse, såfremt de tilstedeværende eller repræsenterede medlemmer tilsammen udgør mindst halvdelen, og ved anden indkaldelse stilles der ikke krav til beslutningsdygtighed.

I de tilfælde, der er omhandlet i første afsnit, træffer generalforsamlingen beslutning med et flertal på to tredjedele af de gyldigt afgivne stemmer, medmindre lovgivningen vedrørende andelsselskaber i den medlemsstat, hvor selskabet har hjemsted, kræver et større flertal.

Artikel 62

Protokol

  1. Der føres protokol over hver generalforsamling. Protokollen skal mindst indeholde følgende oplysninger:

– tid og sted for generalforsamlingen

– de emner, hvorom der er truffet beslutning

– afstemningsresultatet.

  1. Deltagerfortegnelse og indkaldelsesdokumenter samt de rapporter og beretninger, medlemmerne har fået forelagt vedrørende punkter på dagsordenen, vedhæftes protokollen som bilag.

  2. Protokollen såvel som de vedlagte dokumenter skal opbevares i mindst fem år. Ethvert medlem kan mod betaling af et gebyr til dækning af de administrative udgifter forbundet hermed rekvirere en kopi af protokollen og de til denne vedlagte dokumenter.

  3. Protokollen underskrives af generalforsamlingens dirigent.

Artikel 63

Sektor- og sektionsforsamlinger

  1. Såfremt et SCE-selskab udøver flere forskellige typer virksomhed, virker i flere regioner, har flere forretningssteder eller har over 500 medlemmer, kan det i vedtægterne fastsættes, at der kan afholdes sektor- og sektionsforsamlinger, hvis det er tilladt i den relevante nationale lovgivning. Vedtægterne skal fastsætte bestemmelser om opdelingen i sektorer og sektioner og om antallet af delegerede.

  2. Sektor- og sektionsforsamlingerne vælger deres delegerede for en periode på højst fire år, medmindre mandatet tilbagekaldes inden periodens udløb. De således udpegede delegerede udgør SCE-selskabets generalforsamling og repræsenterer her deres sektor eller sektion, som de rapporterer tilbage til om resultatet af generalforsamlingen. Bestemmelserne i kapitel III, afsnit 4, finder anvendelse på arbejdet i sektor- og sektionsforsamlingerne.