Lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond § 15
§ 15. Økonomi- og erhvervsministeren kan til brug for administrationen af tilskud fra Regionalfonden og Socialfonden oprette og drive registre, der føres i elektronisk form.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren vil efter nærmere anvisning kunne forlange, at ansøgning om tilskud og behandling heraf samt efterfølgende indsendelse af oplysninger fra projekter, der modtager tilskud fra Regionalfonden og Socialfonden, sker gennem et it-system, der stilles til rådighed af Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan til brug for administrationen af denne lov få stillet oplysninger i indkomstregisteret til rådighed, jf. lov om et indkomstregister § 7.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af de relevante forordningsbestemmelser og bestemmelserne i denne lov samt de regler, der er udstedt i medfør af denne lov, bl.a. med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed.
Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for anvendelsen af de i stk. 1 nævnte registre, for samkøring til administrative, tilsyns- eller kontrolmæssige formål og for indhentning af oplysninger til brug for registrene.
Kilde: Retsinformation.dk