← Lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond

§ Lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond · kapitel 56 af 66

KAPITEL II – Overvågning

LOV nr 1599 af 20/12/2006

Artikel 63

Overvågningsudvalg

  1. Medlemsstaten nedsætter et overvågningsudvalg for hvert operationelt program efter aftale med forvaltningsmyndigheden inden tre måneder efter den dato, hvor medlemsstaten underrettes om afgørelsen om godkendelse af det operationelle program. Der kan nedsættes et enkelt overvågningsudvalg for flere operationelle programmer.

  2. Hvert overvågningsudvalg udarbejder sin egen forretningsorden inden for den pågældende medlemsstats institutionelle, retlige og finansielle ramme og vedtager denne efter aftale med forvaltningsmyndigheden for at udføre sine opgaver i overensstemmelse med denne forordning.

Artikel 64

Sammensætning

  1. Formandskabet for overvågningsudvalget varetages af en repræsentant for medlemsstaten eller forvaltningsmyndigheden.

Dets sammensætning fastsættes af medlemsstaten i overensstemmelse med forvaltningsmyndigheden.

  1. En repræsentant for Kommissionen deltager på Kommissionens eget initiativ eller efter anmodning fra overvågningsudvalget i overvågningsudvalgets arbejde med rådgivende funktion. En repræsentant for EIB og EIF kan deltage med rådgivende funktion, når der er tale om operationelle programmer, som EIB eller EIF bidrager til.

Artikel 65

Opgaver

Overvågningsudvalget forvisser sig om, at effektiviteten og kvaliteten af gennemførelsen af det operationelle program er i overensstemmelse med følgende bestemmelser:

a) Det behandler og godkender kriterierne for udvælgelse af de operationer, der skal finansieres, inden seks måneder efter godkendelsen af det operationelle program og godkender eventuelle revisioner af disse kriterier i overensstemmelse med programmeringsbehovene.

b) Det vurderer med jævne mellemrum, hvor langt man er nået i virkeliggørelsen af de særlige mål for det operationelle program på grundlag af dokumenter forelagt af forvaltningsmyndigheden.

c) Det gennemgår resultaterne af gennemførelsen, navnlig virkeliggørelsen af de mål, der er fastsat for hver prioriteret opgave, og evalueringerne i artikel 48, stk. 3.

d) Det behandler og godkender årsrapporten og den endelige rapport om gennemførelsen som omhandlet i artikel 67.

e) Det informeres om den årlige kontrolrapport eller om den del af rapporten, der henviser til det pågældende operationelle program, og eventuelle relevante bemærkninger, som Kommissionen måtte fremsætte efter at have gennemgået denne rapport, eller som vedrører denne del af rapporten.

f) Det kan foreslå forvaltningsmyndigheden enhver revision eller gennemgang af det operationelle program, som vil kunne gøre det muligt at nå fondenes mål i artikel 3 eller forbedre programmets forvaltning, herunder dets økonomiske forvaltning.

g) Det behandler og godkender alle forslag om ændring af indholdet af Kommissionens beslutning om støtte fra fondene.

Artikel 66

Overvågningsordninger

  1. Forvaltningsmyndigheden og overvågningsudvalget sikrer kvaliteten af gennemførelsen af det operationelle program.

  2. Forvaltningsmyndigheden og overvågningsudvalget foretager overvågningen ved hjælp af finansielle indikatorer og de indikatorer der er nævnt i artikel 37, stk. 1, litra c), som fastlagt i det operationelle program.

Hvis interventionens art gør det muligt, fordeles statistikkerne efter køn og efter de modtagende virksomheders størrelse.

  1. Med henblik herpå udveksler Kommissionen og medlemsstaterne data ad elektronisk vej i henhold til gennemførelsesbestemmelserne i denne forordning, som Kommissionen har vedtaget efter proceduren i artikel 103, stk. 3.

Artikel 67

Årsrapport og endelig rapport om gennemførelsen

  1. Første gang i 2008 og herefter senest den 30. juni hvert år sender forvaltningsmyndigheden Kommissionen en årsrapport og senest den 31. marts 2017 en endelig rapport om gennemførelsen af det operationelle program.

  2. Rapporterne i stk. 1 skal indeholde følgende oplysninger, så der gives et klart overblik over gennemførelsen af det operationelle program:

a) fremskridtene i gennemførelsen af det operationelle program og prioriteterne på baggrund af deres særlige kontrollerbare mål med kvantificering, hvis og når dette er muligt under anvendelse af de indikatorer, der er nævnt i artikel 37, stk. 1, litra c), i forbindelse med prioriteten

b) den finansielle gennemførelse af det operationelle program med detaljerede oplysninger for hver prioritet:

i) de udgifter, der er betalt af de støtteberettigede, og som er inkluderet i betalingsanmodninger sendt til forvaltningsmyndigheden, og det tilsvarende offentlige bidrag

ii) de samlede betalinger, der er modtaget fra Kommissionen, samt kvantificering af de finansielle indikatorer i artikel 66, stk. 2, og

iii) de udgifter, der er betalt af det organ, der har ansvaret for betalinger til støttemodtagerne

særskilt angivelse inden for hvert operationelt program af den finansielle gennemførelse i områder, der modtager overgangsstøtte, såfremt dette er hensigtsmæssigt

c) til orientering den vejledende fordeling af midler til hver enkelt kategori, jf. de gennemførelsesbestemmelser, som Kommissionen har vedtaget efter proceduren i artikel 103, stk. 3

d) de skridt, som forvaltningsmyndigheden eller overvågningsudvalget har taget for at sikre kvaliteten og effektiviteten af gennemførelsen, navnlig:

i) overvågnings- og evalueringsforanstaltninger, herunder ordninger for dataindsamling

ii) et sammendrag af alle større problemer i forbindelse med gennemførelsen af det operationelle program og alle trufne foranstaltninger, bl.a. som svar på bemærkninger fremsat i henhold til artikel 68, stk. 2, hvor det er relevant

iii) brugen af teknisk bistand

e) de foranstaltninger, der er truffet for at tilvejebringe oplysninger om det operationelle program og gøre det kendt i offentligheden

f) oplysning om store problemer med at efterkomme fællesskabsretten, som er opstået under gennemførelsen af det operationelle program, og de foranstaltninger, der er truffet for at afhjælpe dem

g) fremskridtet i og finansieringen af store projekter, hvor det er relevant

h) brugen af støtte, der er frigivet efter annullering som omhandlet i artikel 98, stk. 2, til forvaltningsmyndigheden eller en anden offentlig myndighed i løbet af det operationelle programs gennemførelsesperiode.

i) tilfælde, hvor der er konstateret en væsentlig ændring som omhandlet i artikel 57.

Omfanget af de oplysninger, der sendes til Kommissionen, skal stå i et rimeligt forhold til de samlede udgifter til det pågældende operationelle program. Disse oplysninger kan, hvor det er hensigtsmæssigt, gives i sammenfattet form.

De oplysninger, der er omhandlet i litra d), g), h) og i), medtages ikke, såfremt der ikke er nogen væsentlig ændring i forhold til den foregående rapport.

  1. De i stk. 1 omhandlede rapporter betragtes som tilfredsstillende, hvis de indeholder alle de relevante oplysninger, der er anført i stk. 2. Kommissionen underretter medlemsstaten om, hvorvidt årsrapporten er tilfredsstillende, inden for en frist på ti arbejdsdage efter datoen for modtagelsen.

  2. Kommissionen underretter medlemsstaten om sin opfattelse af indholdet af en tilfredsstillende årsrapport om gennemførelsen, som forvaltningsmyndigheder forelægger inden for en frist på to måneder efter modtagelsen. For den endelige rapport om det operationelle program er fristen på højst fem måneder efter modtagelsen af en tilfredsstillende rapport. Hvis Kommissionen ikke reagerer inden for den fastsatte frist, anses rapporten for at være godtaget.

Artikel 68

Årlig gennemgang af programmerne

  1. Hvert år, når den i artikel 67 omhandlede årsrapport om gennemførelsen er forelagt, gennemgår Kommissionen og forvaltningsmyndigheden de fremskridt, der er gjort i gennemførelsen af det operationelle program, de vigtigste resultater, der er opnået i forhold til det foregående år, den finansielle gennemførelse samt andre faktorer med henblik på at forbedre gennemførelsen.

Eventuelle aspekter ved driften af forvaltnings- og kontrolsystemet, der nævnes i den sidste årlige kontrolrapport i artikel 62, stk. 1, litra d), nr. i), kan også gennemgås.

  1. Efter gennemgangen i stk. 1 kan Kommissionen fremsætte bemærkninger til medlemsstaten og forvaltningsmyndigheden, som underretter overvågningsudvalget herom. Medlemsstaten underretter Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet som reaktion på disse bemærkninger.

  2. Når de efterfølgende evalueringer af interventionerne i programmeringsperioden 2000-2006, hvor det er relevant, foreligger, kan de samlede resultater gennemgås i forbindelse med den efterfølgende årlige gennemgang.