Lov om seniorjob § 9

§ 9. Kompensationen i § 8 fastsættes til det beløb, som personen modtog i arbejdsløshedsdagpenge ved dagpengeperiodens udløb fratrukket de arbejdsindtægter, som personen modtager i perioden med kompensation. Personen har pligt til at oplyse kommunen om sine arbejdsindtægter. Kompensationen udbetales månedsvis bagud.

Stk. 2. Kompensationen reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 3. Fradraget i kompensationen som følge af arbejdsindtægter sker i forhold til den arbejdstid, som den pågældende har i arbejdet. For personer, der ikke har en dokumenterbar arbejdstid, beregnes timetallet ud fra indtægten divideret med den til enhver tid gældende omregningssats, som er fastsat efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 4. Kompensationen nedsættes med det beløb, som den pågældende eventuelt modtager fra arbejdsgiveren eller Lønmodtagernes Garantifond i forbindelse med ophør af ansættelsen.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for beregning af kompensationen, herunder regler om fradrag i kompensationen.

Kilde: Retsinformation.dk