§ Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme · kapitel 19 af 22
Kapitel 8 – Registrering og tilsyn m.v.
LOV nr 117 af 27/02/2006
§ 31. Personer og virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 11 og 18, skal registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at kunne udøve denne virksomhed.
Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal nægte at registrere de i stk. 1 nævnte personer og virksomheder, hvis de nævnte personer eller medlemmer af ledelsen eller reelle ejere af virksomheden er dømt for et strafbart forhold og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. § 78, stk. 2, i straffeloven.
Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal afregistrere en af de i stk. 1 nævnte personer og virksomheder, hvis en registreret person eller et medlem af ledelsen eller reelle ejere af en registreret virksomhed ikke opfylder kravet i stk. 2.
§ 32. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 11 og 15-18, overholder denne lov og de regler, der er udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Tilsynet efter stk. 1 med virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18, sker på grundlag af en vurdering af risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme.
Stk. 3. De i stk. 1 nævnte virksomheder og personer skal give Erhvervs- og Selskabsstyrelsen de oplysninger, der er nødvendige til brug for tilsynet med overholdelsen af denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 4. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 11, med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved inspektioner.
Stk. 5. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan benytte fremmed bistand ved tilsyn efter stk. 1.
§ 33. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan for de i § 31 nævnte virksomheder og personer fastsætte nærmere regler om anmeldelse, registrering og offentliggørelse, herunder om, hvilke oplysninger der skal registreres, og hvilke forhold anmeldere eller andre selv kan indsende og registrere elektronisk i styrelsens edb-system ved at benytte digital eller tilsvarende elektronisk signatur, samt om brugen af dette system.
§ 34. Finanstilsynet påser, at virksomheder og personer omfattet af denne lovs § 1, stk. 1, nr. 1-10 og 12, overholder denne lov og de regler, der er udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Personer og virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 12, skal registreres hos Finanstilsynet.
Stk. 3. De i stk. 1 nævnte virksomheder og personer skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige til brug for tilsynet med overholdelsen af denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 4. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til virksomheder og personer omfattet af stk. 1 med henblik på at indhente oplysninger, herunder ved inspektioner.
Stk. 5. Finanstilsynet kan give påbud om, at der skal foretages legitimation og indsamling af oplysninger i henhold til § 12, stk. 8.
Tilbagemelding
§ 35. Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet kan, såfremt efterforskningsmæssige hensyn ikke taler imod, give den underrettende meddelelse om status i sagen, herunder om der er rejst sigtelse, ligesom der kan gives underretning om sletning i hvidvaskregisteret hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet og om endelig afgørelse, ved domfældelse eventuelt i form af en dom eller domsekstrakt.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte meddelelser må ikke uberettiget videregives til andre.