← Lov om erhvervsfremme

§ Lov om erhvervsfremme · kapitel 19 af 20

Kapitel 9 – Regnskaber, sanktioner og straffebestemmelser

LOV nr 602 af 24/06/2005

§ 19. Økonomi- og erhvervsministeren kan fra personer og virksomheder, der ydes midler til efter denne lov, kræve alle oplysninger og regnskaber, som skønnes nødvendige for administrationen m.v. Regnskaber omfatter årsregnskaber med eventuelle koncernregnskaber og ledelsesberetninger, periode- og delregnskaber samt relevant regnskabsmateriale, herunder bogføringsmateriale, ledelsens protokoller og lignende materiale, revisors protokoller og beretninger m.v. samt andet materiale og oplysninger, som skønnes af betydning for udførelsen af kontrol og tilsyn.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter aftale med finansministeren bemyndige en styrelse til at træffe afgørelser efter nærmere fastsatte regler i forbindelse med administrationen af midler bevilget efter denne lov.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan mod behørig legitimation uden retskendelse til brug for den i stk. 1 nævnte administration m.v.

  1. få adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og transportmidler og

  2. på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data.

§ 20. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan med tillæg af renter og omkostninger efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven inddrive tilgodehavender, herunder ved udpantning og lønindeholdelse, som staten i forbindelse med finansiering af de i § 2 nævnte aktiviteter måtte få hos individuelle personer her i landet.

Stk. 2. Reglerne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for inddrivelse af statskassens tilgodehavender, der hidrører fra indfriede statsgarantier samt misligholdte statslån og tilskud i henhold til denne lov, i henhold til den tidligere lov om erhvervsfremme, jf. lovbekendtgørelse nr. 992 af 8. december 2003 med senere ændringer, i henhold til lov nr. 221 af 13. april 1988 om egnsudvikling og den tidligere egnsudviklingslovgivning samt i henhold til lov nr. 211 af 28. maj 1975 om lån til håndværk og mindre industri med senere ændringer.

§ 21. Op til 20 pct. af den finansiering, der er bevilget i henhold til § 2, § 6, nr. 3, eller bevilget af et af økonomi- og erhvervsministeren i medfør af § 5, stk. 2, nedsat bevillingsudvalg, kan tilbageholdes og anvendes til modregning med bevillingsmodtagers eventuelle restancer til det offentlige.

§ 22. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der i forbindelse med en ansøgning og bevilling heraf, herunder om medfinansiering og tilskud m.v.,

  1. afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller

  2. fortier oplysninger af betydning for en sags afgørelse.

Stk. 2. Den, der undlader at efterkomme pålæg efter § 18, stk. 2, kan straffes med bøde.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. I regler, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.