§ Lov om erhvervsfremme · kapitel 17 af 20
Kapitel 7 – Akkreditering og metrologi
LOV nr 602 af 24/06/2005
§ 14. Økonomi- og erhvervsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, fastsætter inden for rammerne af § 2, stk. 1, nr. 8, regler om akkreditering af laboratorier til prøvning og kalibrering samt af virksomheder til certificering, inspektion, attestering og miljøverifikation. Det kan herunder bestemmes, at laboratorier og virksomheder i udlandet kan akkrediteres ved særskilt kontrakt. Endvidere kan det bestemmes, at akkrediteringsorganet, jf. stk. 4, kan påtage sig godkendelsesopgaver m.v. for andre myndigheder, institutioner og virksomheder.
Stk. 2. Såfremt en akkreditering tilbagekaldes, kan afgørelsen af den, den vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Begæring herom skal fremsættes inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Begæringen har ikke opsættende virkning, medmindre retten træffer anden afgørelse.
Stk. 3. Begæring efter stk. 2 skal fremsættes over for Sikkerhedsstyrelsen eller den private organisation, som efter bemyndigelse, jf. stk. 4, har truffet afgørelse i den pågældende sag.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger hertil, kan henlægge administrationen af de i stk. 1 og 2 nævnte opgaver helt eller delvis til anden offentlig myndighed eller privat organisation. Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger hertil, indgår i så tilfælde nødvendige aftaler herom.
Stk. 5. Henlægger Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger hertil, opgaver som nævnt i stk. 4 til en privat organisation, finder forvaltningsloven anvendelse for organisationens virksomhed.
Stk. 6. Henlæggelse efter stk. 4 skal fremgå af de regler, økonomi- og erhvervsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, udsteder i medfør af stk. 1.
§ 15. Økonomi- og erhvervsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, fastsætter inden for rammerne af § 2, stk. 1, nr. 8, regler om metrologi, dvs. hvilke måleenheder der finder anvendelse, regler om etablering og vedligeholdelse af primær- og referencenormaler, regler om måleteknik, måleinstrumenter og deres anvendelse samt om måleteknisk kontrol. Der kan herunder foreskrives anmeldelsespligt for ibrugværende måleinstrumenter. Endvidere fastsætter økonomi- og erhvervsministeren regler om, hvilke varer der skal sælges i bestemte enheder i henseende til mål eller vægt, herunder regler om klassificering, sortering og lign.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger hertil, udpeger primærlaboratorier og nationale referencelaboratorier til at etablere og vedligeholde primær- og referencenormaler inden for afgrænsede metrologiske felter.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for at varetage hvervet med måleteknisk kontrol.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger hertil, kan henlægge administrationen af de i stk. 1 og 2 nævnte opgaver helt eller delvis til anden offentlig myndighed eller privat organisation. Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger hertil, indgår i så tilfælde nødvendige aftaler herom.
Stk. 5. Henlægger Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger hertil, opgaver som nævnt i stk. 4 til en privat organisation, finder forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen anvendelse for organisationens virksomhed.
Stk. 6. Henlæggelse efter stk. 4 skal fremgå af de regler, økonomi- og erhvervsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, udsteder i medfør af stk. 1.
§ 16. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrer til dækning af udgifterne ved administration af loven.
Stk. 2. Henlægger Sikkerhedsstyrelsen administrationen af de i § 14, stk. 1, 1. og 2. pkt., nævnte opgaver til en privat organisation, jf. § 14, stk. 4, kan denne for driftsopgaverne i forbindelse med levering af akkrediteringsydelser beregne sig en kommercielt baseret betaling. Rammerne for fastsættelsen af den kommercielle betaling skal dog aftales mellem styrelsen og den private organisation.
Stk. 3. Ved driftsopgaver som nævnt i stk. 2 forstås akkreditering af laboratorier til prøvning og kalibrering samt akkreditering af virksomheder til certificering, inspektion, attestering og miljøverifikation både i Danmark og udlandet, jf. § 14, stk.1, 1. og 2. pkt.
§ 17. Sikkerhedsstyrelsens afgørelser truffet efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Økonomi- og erhvervsministeren kan dog beslutte, at styrelsens afgørelser kan indbringes for Klagenævnet for Udbud, når der er tale om afslag på eller begrænsning af ansøgt akkreditering, suspendering eller begrænsning af givet akkreditering og afgørelser om sletning i register over laboratorier, der udfører laboratoriearbejde i henhold til principperne om god laboratoriepraksis (GLP).
Stk. 2. Henlægger Sikkerhedsstyrelsen sine beføjelser efter § 14, stk. 1, jf. § 14, stk. 4, eller efter § 15, stk. 1 og 2, jf. § 15, stk. 4, til en privat organisation, kan afgørelser truffet af den private organisation indbringes for styrelsen. Økonomi- og erhvervsministeren kan dog bestemme, at afgørelser om akkreditering efter § 14, stk. 1, truffet af en privat organisation kan indbringes for Klagenævnet for Udbud, når der er tale om afslag på eller begrænsning af ansøgt akkreditering, suspendering eller begrænsning af givet akkreditering og afgørelser om sletning i register over laboratorier, der udfører laboratoriearbejde i henhold til principperne om god laboratoriepraksis (GLP).