§ Lov om erhvervsfremme · kapitel 12 af 20
Kapitel 2 – Økonomi- og erhvervsministerens beføjelser
LOV nr 602 af 24/06/2005
§ 2. Inden for de bevillinger, der afsættes på de årlige finanslove, kan økonomi- og erhvervsministeren til opfyldelse af lovens formål iværksætte erhvervsudviklingsaktiviteter, herunder bl.a.
-
analyser og evalueringer af erhvervspolitisk relevans, herunder vedrørende potentielle indsatsområder og eksisterende initiativer, samt regionale, nationale og internationale rammevilkår,
-
rådgivning om erhvervsudvikling, herunder om udvikling af såvel den nationale som den regionale og lokale erhvervsstruktur,
-
rådgivning om danske erhvervspolitiske interesser i forbindelse med forhandlinger om og implementering af internationale vilkår for erhvervslivet og om dansk erhvervslivs udfordringer i forbindelse med globaliseringen,
-
aktiviteter til fremme af udviklingen af nye samarbejdsformer, herunder offentlig-privat samarbejde og samarbejde mellem virksomheder, organisationsudvikling og udnyttelse af ledelsesmæssig og markedsmæssig viden,
-
aktiviteter til fremme af etablering af nye virksomheder,
-
aktiviteter til fremme af virksomhedernes opbygning af kompetence til design, markedsføring og eksport,
-
aktiviteter til fremme af regional erhvervsudvikling og
-
aktiviteter til fremme af akkreditering og metrologi.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan yde hel eller delvis finansiering og tilbyde andre økonomiske incitamenter til aktiviteter, der iværksættes inden for lovens formål. Finansieringen kan udbetales forskudsvis med vilkår om, at aktiviteternes endelige afregning efterfølgende kan godkendes.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler for tilbagebetaling af den ydede finansiering.
§ 3. Økonomi- og erhvervsministeren udsteder nærmere regler om gennemførelse af de af ministeren iværksatte erhvervsfremmeaktiviteter.
Stk. 2. For aktiviteter, der iværksættes efter denne lov, kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om administration, herunder om behandling af ansøgninger om medfinansiering til offentlige myndigheder, organisationer, institutter, virksomheder og enkeltpersoner m.v., regler om godkendelse, regnskabsaflæggelse, revision, kontrol og tilsyn og regler om afgivelse af oplysninger og regnskaber.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om gennemførelse af EU’s informationsprocedure for tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester.
§ 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser til Erhvervs- og Byggestyrelsen, jf. dog stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om klageadgang, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. For erhvervsfremmeaktiviteter, som er iværksat i henhold til denne lov, og som af økonomi- og erhvervsministeren er henlagt til administration i Erhvervs- og Byggestyrelsen, kan ministeren bestemme, at Erhvervs- og Byggestyrelsen i nærmere bestemt omfang kan henlægge opgaver ved administrationen af konkrete aktiviteter til anden offentlig myndighed eller privat institution.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen administrerer initiativer iværksat efter § 2, stk. 1, nr. 8, herunder regler udstedt i medfør af § 14, stk. 1, og § 15, stk. 1.
Stk. 4. Det Tekniske Sikkerhedsråd, som nedsættes i henhold til kapitel 2 i lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel, rådgiver økonomi- og erhvervsministeren om fastsættelse af regler vedrørende metrologi og akkreditering. Det Tekniske Sikkerhedsråd rådgiver endvidere Sikkerhedsstyrelsens direktør i forbindelse med styrelsens virksomhed på metrologi- og akkrediteringsområdet.