PSI-loven § 4

§ 4. Når en offentlig myndighed giver adgang til videreanvendelse af dokumenter eller datasamlinger efter denne lov, kan myndigheden i en aftale fastsætte betingelser for videreanvendelse. Betingelserne må ikke begrænse mulighederne for videreanvendelse og må ikke benyttes til at begrænse konkurrencen.

Stk. 2. Anmodning om videreanvendelse indgives til den offentlige myndighed, der er i besiddelse af dokumentet eller datasamlingen, eller til myndigheder, der i henhold til anden lovgivning administrerer datasamlinger.

Stk. 3. Myndigheden afgør snarest, om anmodningen kan imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at anmodningen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette ansøgeren om grunden hertil, samt om hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Stk. 4. Såfremt der er behov for at indgå en løbende aftale om videreanvendelse, udarbejder myndigheden snarest aftaletilbud til ansøgeren. Er tilbuddet ikke udarbejdet inden 10 dage efter, at anmodningen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette ansøgeren om grunden hertil samt om, hvornår et aftaletilbud kan forventes at foreligge.

Stk. 5. Hvis afgørelse af anmodningen om videreanvendelse af eksisterende dokumenter eller datasamlinger forudsætter væsentlige omkostninger til dokumentation, konsulentundersøgelser og lign. for den offentlige myndighed, skal myndigheden underrette ansøgeren herom med skøn over nødvendige udgifter i forbindelse med behandling af anmodningen, såfremt omkostningerne bedes afholdt af ansøgeren. Hvis ansøgeren stillet over for kravet om afholdelse af disse udgifter ikke ønsker at opretholde anmodningen, kan den offentlige myndighed indstille den videre behandling af anmodningen.

Kilde: Retsinformation.dk