← PSI-loven

§ PSI-loven · kapitel 9 af 10

Kapitel 4 – Betingelser for videreanvendelse

LOV nr 596 af 24/06/2005

Tilgængelige formater

§ 7. Når dokumenter og datasamlinger stilles til rådighed for videreanvendelse, skal offentlige myndigheder sikre, at disse er tilgængelige i alle allerede eksisterende sprogversioner og formater, herunder elektroniske formater, samt, såfremt det er muligt, i elektronisk form.

Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan efter aftale med finansministeren fastsætte regler om standarder for formater til brug for videreanvendelse af offentlige myndigheders dokumenter og datasamlinger i forbindelse med etablering af nye grænseflader og kvalitetsforbedring af data.

Gebyrer

§ 8. Når dokumenter eller datasamlinger stilles til rådighed for videreanvendelse, kan der opkræves et gebyr. Såfremt der opkræves et gebyr, må gebyret ikke overstige marginalomkostningerne ved at stille data til rådighed, dvs. omkostningerne ved distribution og eventuel kvalitetsforbedring af dokumenterne og datasamlingerne, herunder etablering af grænseflader, der er nødvendige for at kunne imødekomme ansøgers anmodning.

Stk. 2. Når dokumenter eller datasamlinger er produceret som led i en indtægtsfinansieret offentlig produktionsvirksomhed, dvs. hvor den offentlige myndigheds hovedopgave er helt eller delvis indtægtsfinansieret, kan der ud over gebyret som nævnt i stk. 1 fastsættes en betaling, som helt eller delvis dækker omkostningerne ved selve dokument- eller dataproduktionen.

Stk. 3. Offentlige myndigheder fastsætter standardgebyrer for videreanvendelse af deres dokumenter og datasamlinger på forhånd.

Stk. 4. Den offentlige myndighed skal efter anmodning angive beregningsgrundlaget for det fastsatte gebyr. Den pågældende myndighed skal også angive, hvilke faktorer der vil blive lagt til grund for beregningen af gebyrer i atypiske tilfælde.

Gennemsigtighed og ikkediskrimination

§ 9. Når offentlige myndigheder fastsætter betingelser for videreanvendelse efter denne lov, skal dette ske på forhånd. Betingelser og standardgebyrer offentliggøres, såfremt det er muligt, i elektronisk form.

Stk. 2. Såfremt den offentlige myndighed anvender standardaftaler for videreanvendelse af dokumenter og datasamlinger, skal den offentlige myndighed gøre disse tilgængelige i elektronisk form.

Stk. 3. Betingelser for videreanvendelse af dokumenter og datasamlinger skal være ikkediskriminerende for sammenlignelige kategorier af videreanvendelse.

Stk. 4. Dokumenter og datasamlinger skal stilles til rådighed for private virksomheder i samme omfang og på samme betingelser, som gælder for offentlige myndigheders kommercielle aktiviteter.

Forbud mod aftaler om eneret

§ 10. Aftaler om videreanvendelse af dokumenter og datasamlinger må ikke tildele eneret, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Såfremt eneret er nødvendig for leveringen af en tjenesteydelse i offentlighedens interesse, kan den offentlige myndighed indgå en eneretsaftale. Aftalen skal indeholde en begrundelse for eneretten. Begrundelsen for enerettens tildeling revurderes med jævne mellemrum og under alle omstændigheder hvert tredje år.

Stk. 3. Aftaler om eneret skal være offentligt tilgængelige.

Praktiske ordninger

§ 11. Den offentlige myndighed offentliggør en oversigt over dokumenter og datasamlinger, der stilles til rådighed for videreanvendelse efter denne lov.

Stk. 2. Beslutter den offentlige myndighed ikke længere at stille bestemte dokumenter og datasamlinger til rådighed for videreanvendelse eller ikke længere at opdatere dem, skal myndigheden offentliggøre beslutningen herom, så snart det kan lade sig gøre, og, såfremt det er muligt, i elektronisk form.