Lov om Sund og Bælt Holding A/S § 4

§ 4. Banedanmark er infrastrukturforvalter for jernbanedelen på den faste forbindelse over Storebælt. Banedanmark er infrastrukturforvalter på de danske jernbanetilslutningsanlæg til den faste forbindelse over Øresund (Kastrupbanen og Vigerslevbanen).

Stk. 2. A/S Storebæltsforbindelsen forestår vedligeholdelse og reinvesteringer i relation til jernbanedelen af den faste forbindelse over Storebælt og afholder udgifterne hertil. A/S Øresundsforbindelsen forestår vedligeholdelse og reinvesteringer i relation til de danske jernbanetilslutningsanlæg til den faste forbindelse over Øresund (Kastrupbanen og Vigerslevbanen) og afholder udgifterne hertil.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte anlæg forvaltes og drives således, at de indgår som integrerede dele af det danske jernbanenet.

Stk. 4. Der indgås en aftale mellem Banedanmark og A/S Storebæltsforbindelsen, der regulerer samarbejdet mellem Banedanmark og A/S Storebæltsforbindelsen, herunder specificerer de trafikale, tekniske og sikkerhedsmæssige minimumskrav, som den jernbaneinfrastruktur, der vedligeholdes og reinvesteres af A/S Storebæltsforbindelsen, skal opfylde. Der indgås en aftale mellem Banedanmark og A/S Øresundsforbindelsen, der regulerer samarbejdet mellem Banedanmark og A/S Øresundsforbindelsen, herunder specificerer de trafikale, tekniske og sikkerhedsmæssige minimumskrav, som den jernbaneinfrastruktur, der vedligeholdes og reinvesteres af A/S Øresundsforbindelsen, skal opfylde. Uenighed mellem parterne i forbindelse med aftalernes indgåelse afgøres af transport- og energiministeren.

Stk. 5. En uafhængig rådgiver gennemgår én gang årligt opfyldelsen af de forpligtelser, der er omfattet af de i stk. 4 nævnte aftaler. Rådgiveren udpeges af transport- og energiministeren efter indstilling fra henholdsvis A/S Storebæltsforbindelsen og A/S Øresundsforbindelsen samt efter høring af Banedanmark. Rådgiveren afklarer eventuelle fortolkningsspørgsmål i relation til de i stk. 4 nævnte aftaler, herunder fordeling af udgifter til udførte arbejder inden for rammerne af den indgåede aftale, og kommer med en indstilling til parterne herom. Parterne kan indbringe rådgiverens indstilling for transport- og energiministeren.

Stk. 6. Transport- og energiministeren afgør eventuelle tvivlsspørgsmål mellem Banedanmark og holdingaktieselskabet henholdsvis A/S Storebæltsforbindelsen og A/S Øresundsforbindelsen.

Kilde: Retsinformation.dk