Lov om Sund og Bælt Holding A/S § 10
§ 10. Holdingaktieselskabet og A/S Storebæltsforbindelsen kan optage lån til finansiering og refinansiering af etablering og drift af den faste forbindelse over Storebælt og tilhørende tilslutningsanlæg.
Stk. 2. Holdingaktieselskabet og A/S Øresundsforbindelsen kan optage lån til finansiering og refinansiering af etablering og drift af de til den faste forbindelse over Øresund hørende tilslutningsanlæg. Endvidere kan A/S Øresundsforbindelsen optage lån til finansiering af indskud i den faste forbindelse over Øresund.
Stk. 3. Holdingaktieselskabet kan optage lån til brug for indskud i eller viderelån til det i § 6 nævnte aktieselskab.
Stk. 4. Lån optages efter finansministerens nærmere bestemmelse med henblik på at opnå de bedst mulige vilkår. Finansministeren bemyndiges til at yde garanti af statskassen for betaling af renter og afdrag. Finansministeren er endvidere bemyndiget til, i det omfang det måtte anses for hensigtsmæssigt, at dække selskabernes finansieringsbehov gennem statslån. Sådanne lån må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager.
Stk. 5. Den danske stat garanterer uden særlig tilkendegivelse i det enkelte tilfælde for holdingaktieselskabets, A/S Storebæltsforbindelsens og A/S Øresundsforbindelsens øvrige økonomiske forpligtelser.
Stk. 6. Holdingaktieselskabet, A/S Storebæltsforbindelsen og A/S Øresundsforbindelsen må ikke udstede garantier for forpligtelser, der påhviler Sund og Bælt Partner A/S eller de i § 6 og § 7 nævnte selskaber.
Kilde: Retsinformation.dk