Lov om fremme af energibesparelser i bygninger § 24

§ 24. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om registrerings-, godkendelses- eller beskikkelsesordninger eller ordninger for akkrediteret certificering for

  1. energikonsulenter og virksomheder, der beskæftiger energikonsulenter, herunder interne energikonsulenter, og

  2. tekniske eksperter, der udfører kontrol, eftersyn og vedligeholdelse af tekniske anlæg efter reglerne i kapitel 7, samt virksomheder, der beskæftiger sådanne tekniske eksperter, herunder interne tekniske eksperter.

Stk. 2. Transport- og energiministeren kan i forbindelse med ordninger efter stk. 1 fastsætte nærmere regler om:

  1. Godkendelse, beskikkelse, certificering eller registrering af energikonsulenter og tekniske eksperter samt de virksomheder, der beskæftiger dem, herunder kvalifikationskrav og andre betingelser for godkendelse, beskikkelse, certificering eller registrering.

  2. Fratagelse og bortfald af godkendelsen, beskikkelsen, certificeringen eller registreringen.

  3. Energikonsulenters og tekniske eksperters virksomhed, forpligtelser og uvildighed samt forpligtelser for de virksomheder, der beskæftiger dem.

  4. Retningslinjer for energikonsulenters og tekniske eksperters udførelse af energimærkning eller eftersyn, herunder anvendelse af beregningsværktøj m.v.

  5. Krav til udstyr, der anvendes i forbindelse med energimærkning eller kontrol, eftersyn og vedligeholdelse af tekniske anlæg, herunder om kontrol af udstyr.

  6. Tilrettelæggelse og administration af ordningerne.

  7. Tilsyn og kontrol med energikonsulenter og tekniske eksperter samt virksomheder, der beskæftiger dem, herunder kontrol af udført arbejde omfattet af ordningerne.

  8. Klageadgang vedrørende ydelser udført af energikonsulenter og tekniske eksperter og de virksomheder, der beskæftiger dem, herunder om klageberettigelse.

  9. Adgang til at træffe afgørelse om eventuelle berigtigelser af udførte energimærkninger og eftersyn eller udførelse af nye energimærkninger eller eftersyn ved andre energikonsulenter eller tekniske eksperter samt om påtale eller tildeling af advarsler.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan i forbindelse med ordninger efter stk. 1 fastsætte regler om:

  1. Maksimale honorarer for ydelser udført af energikonsulenter eller tekniske eksperter.

  2. Betaling til dækning af udgifter vedrørende godkendelse, beskikkelse, certificering eller registrering, tilsyn, kontrol, kvalitetssikring, drift af registeret nævnt i § 25 og andre edb-systemer samt anden administration m.v. Betaling kan opkræves i form af engangsgebyr, årligt eller regelmæssigt gebyr eller gebyr pr. energimærkning eller eftersyn.

  3. Betaling for optagelseskurser og obligatoriske efteruddannelseskurser for energikonsulenter og tekniske eksperter.

  4. Ansvarsforsikring for energikonsulenter og tekniske eksperter samt for de virksomheder, der beskæftiger dem.

Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse for andet arbejde, som energikonsulenter eller tekniske eksperter udfører i henhold til anden lovgivning i deres egenskab af godkendt, beskikket, certificeret eller registreret energikonsulent eller teknisk ekspert efter denne lov.

Stk. 5. Straffelovens §§ 144, 150, 152 og 155-157 finder tilsvarende anvendelse for beskikkede, godkendte eller certificerede energikonsulenter.

Kilde: Retsinformation.dk