← Lov om fremme af energibesparelser i bygninger

§ Lov om fremme af energibesparelser i bygninger · kapitel 18 af 22

Kapitel 7 – Kontrol, eftersyn og vedligeholdelse af tekniske anlæg

LOV nr 585 af 24/06/2005

§ 16. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om

  1. eftersyn, kontrolmåling, justering, rensning, drift og forbedring af tekniske anlæg og

  2. rådgivning om drift, vedligeholdelse, effektivitet, udskiftning og forbedring af tekniske anlæg.

Stk. 2. Tekniske anlæg, jf. stk. 1, omfatter kedelanlæg, varmevekslere, varmeanlæg, ventilations- og klimaanlæg samt andre energiforbrugende anlæg, der anvendes i forbindelse med bygninger.

§ 17. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at det inden ibrugtagning af tekniske anlæg skal kontrolleres, om anlægget opfylder de energimæssige krav i bygningsreglementet.

Stk. 2. Regler fastsat efter stk. 1 finder anvendelse såvel for installation af tekniske anlæg i nybyggeri som for installation eller udskiftning af anlæg i eksisterende bebyggelse.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at ejeren eller den tekniske ekspert, der har foretaget kontrollen af et teknisk anlæg, skal oplyse den stedlige bygningsmyndighed om resultatet af kontrollen.

§ 18. Eftersyn og kontrolmåling af tekniske anlæg, jf. § 16, stk. 1, samt kontrol inden ibrugtagning af tekniske anlæg, jf. § 17, stk. 1, skal udføres af en teknisk ekspert, der er godkendt efter regler fastsat i medfør af § 24 til at udføre eftersyn af den pågældende type anlæg.