§ Serviceloven · kapitel 42 af 68
Kapitel 8 – Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge
LOV nr 573 af 24/06/2005
§ 33. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de nødvendige klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, jf. dog § 36.
Stk. 2. Tilbuddene skal i samarbejde med de større børn og unge skabe aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkeltes alsidige udvikling og selvstændighed samt evne til at indgå i et forpligtende fællesskab.
Stk. 3. Tilbuddene indgår som led i kommunens generelle fritidstilbud til børn og unge og skal efter kommunalbestyrelsens beslutning også kunne rette sit arbejde mod børn og unge med behov for støtte.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte mål og rammer for tilbuddenes arbejde som en integreret del af kommunens samlede fritidsmæssige, forebyggende og støttende indsats over for børn og unge.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer, der sikrer børn og unge indflydelse på indholdet i det enkelte tilbud. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at reglerne om forældrebestyrelser, jf. §§ 27 og 28, finder anvendelse på visse tilbud.
Optagelse og udmeldelse
§ 34. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om optagelse i og udmeldelse af klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan for selvejende institutioner og private klubordninger bestemme, at lederen af den enkelte ordning træffer afgørelse om optagelse og udmeldelse efter retningslinjer fastsat af kommunalbestyrelsen.
Tilskud til klubtilbud
§ 35. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte tilskud og egenbetaling for deltagelse i klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud og kan beslutte at yde 100 pct. tilskud til deltagelse i enkelte tilbud eller typer af tilbud. Tilskuddet skal mindst udgøre 80 pct. af udgifterne ved driften af det enkelte tilbud eller af de gennemsnitlige udgifter ved driften af samme type tilbud i kommunen, som disse opgøres efter § 29, stk. 1.
Stk. 2. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætter i en bekendtgørelse nærmere regler om tilskud og egenbetaling efter stk. 1 og kan bestemme, at der kan opkræves særskilt egenbetaling for materialeforbrug og forplejning. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan endvidere fastsætte, at tilskuddet skal forhøjes under hensyn til forældrenes økonomiske forhold og barnets eller den unges særlige behov for deltagelse i tilbuddet.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan yde et tilskud pr. barn eller ung til private klubordninger for større børn og unge. Tilskud og egenbetaling beregnes på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte ordning.
Særlige klubtilbud
§ 36. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i § 33.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i de særlige klubtilbud.