← Lov om regionernes finansiering

§ Lov om regionernes finansiering · kapitel 5 af 8

Kapitel 1 – Regionernes finansiering

LOV nr 543 af 24/06/2005

§ 1. Regionernes økonomi består af tre særskilte områder:

  1. Sundhedsområdet, som omfatter sygehus- og sygesikringsområdet,

  2. udviklingsopgaver m.v. og

  3. drift af institutioner på social- og undervisningsområdet.

§ 2. Regionerne modtager i henhold til denne lov følgende indtægter til finansiering af sundhedsområdet og de regionale udviklingsopgaver, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 2:

  1. Et generelt tilskud fra staten opdelt i to dele til finansiering af henholdsvis sundhedsområdet, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, og de regionale udviklingsopgaver, jf. § 1, stk. 1, nr. 2,

  2. et grundbidrag fra kommunerne til finansiering af sundhedsområdet, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, og

  3. et udviklingsbidrag fra kommunerne til finansiering af de regionale udviklingsopgaver, jf. § 1, stk. 1, nr. 2.