← Lov om revision af den kommunale inddeling

§ Lov om revision af den kommunale inddeling · kapitel 11 af 12

Kapitel 5 – Ændringer i anden lovgivning

LOV nr 540 af 24/06/2005

§ 44. Lov om fremgangsmåden ved ændring af landets inddeling i kommuner og amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 873 af 27. oktober 2003, ophæves. Dog opretholdes gyldigheden af de i lovens § 21, 3. pkt., nævnte vilkår for etablering af kommuner og amtskommuner og ændring af kommunale eller amtskommunale grænser, i det omfang vilkårene vedrører en kommunalbestyrelses forpligtelse til nedsættelse af øudvalg. Såfremt den kommune, som de pågældende vilkår er fastsat for, indgår i en kommunesammenlægning, skal kommunalbestyrelsens repræsentanter i øudvalget i 2006 udpeges blandt medlemmerne af sammenlægningsudvalget. Vilkårene gælder tilsvarende for den nye kommunalbestyrelse.

§ 45. I lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 968 af 2. december 2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 439 af 9. juni 2004, foretages følgende ændringer:

1. § 5 affattes således:

»§ 5. Kommunalbestyrelsens medlemstal fastsættes i styrelsesvedtægten. Medlemstallet i kommuner med over 20.000 indbyggere skal være ulige og mindst 19 og højst 31, i Københavns Kommune dog højst 55, jf. dog stk. 3. Medlemstallet i kommuner med under 20.000 indbyggere skal være ulige og mindst 9 og højst 31.

Stk. 2. Antallet af indbyggere, jf. stk. 1, opgøres pr. 1. april i det år, hvor der afholdes valg til kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan med henblik på at fremme det tyske mindretal i Sønderjyllands repræsentation fastsætte regler om, hvilket antal medlemmer der mindst skal vælges til en kommunalbestyrelse.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om det tyske mindretal i Sønderjyllands valg af en tilforordnet til kommunalbestyrelsen og til et af den tilforordnede valgt stående udvalg. Den tilforordnede har ikke stemmeret. Den tilforordnede har i øvrigt de rettigheder, der i lovgivningen er knyttet til medlemskab af kommunalbestyrelsen henholdsvis udvalget.«

2. I § 17 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

» Stk. 5 . Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, i hvilke tilfælde kommunalbestyrelsen skal nedsætte et udvalg til udførelse af forberedende eller rådgivende funktioner for kommunalbestyrelsen, økonomiudvalget eller de stående udvalg i sager vedrørende det tyske mindretal i Sønderjylland, samt om udvalgets sammensætning og virksomhed.«

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.

3. I § 62, stk. 1, 1. pkt., ændres »valgperiodens« til: »funktionsperiodens«.

§ 46. I lov om valg til Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 704 af 27. juni 2004, som ændret ved § 1 i lov nr. 294 af 27. april 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 8 indsættes som stk. 5:

» Stk. 5 . Indenrigs- og sundhedsministeren foretager ved bekendtgørelse de ændringer i valgkredsfortegnelsen, som er nødvendige for at bevare landets valgkredsinddeling uanset ændringer i landets kommunale inddeling.«

2. I § 23 indsættes som stk. 4 og 5:

» Stk. 4 . Skal en kommunalbestyrelse vælge medlemmer til flere valgbestyrelser, foretages valgene hver for sig.

Stk. 5. Ingen kan være medlem af flere valgbestyrelser. I tilfælde, hvor en kommunalbestyrelse skal vælge medlemmer til flere valgbestyrelser og et medlem af kommunalbestyrelsen dermed opfylder betingelserne for at være født medlem af flere valgbestyrelser, jf. stk. 3, 3. og 4. pkt., skal vedkommende, inden kommunalbestyrelsen vælger medlemmer til valgbestyrelserne, meddele kommunalbestyrelsen, hvilken valgbestyrelse vedkommende ønsker at være medlem af. Meddeler vedkommende ikke dette, foretages lodtrækning mellem valgbestyrelserne. Kommunalbestyrelsen vælger blandt sine medlemmer en person til at indtræde i den valgbestyrelse, hvori det fødte medlem ikke indtræder, i stedet for det fødte medlem.«

3. § 24, stk. 1, affattes således:

»Til valgbestyrelsen for opstillingskredse, der består af flere kommuner, af dele af flere kommuner eller af en eller flere kommuner og en del af en kommune eller dele af flere kommuner, vælger hver kommunalbestyrelse i de kommuner, der helt eller delvis indgår i opstillingskredsen, følgende antal medlemmer:

  1. I opstillingskredse, der består af 2 kommuner, af dele af 2 kommuner eller af en kommune og en del af en anden kommune, 4 medlemmer.

  2. I opstillingskredse, der består af 3 kommuner, af dele af 3 kommuner, af 2 kommuner og en del af en tredje kommune eller af 1 kommune og dele af 2 kommuner, 3 medlemmer, jf. dog stk. 2.

  3. I opstillingskredse, hvori 4 kommuner eller derover indgår helt eller delvis, 2 medlemmer.«

4. § 24, stk. 2, 3. pkt., affattes således:

»Indgår andre kommuner helt eller delvis i 5. opstillingskreds, vælger kommunalbestyrelsen i disse hver 2 medlemmer.«