← Fødevareloven

§ Fødevareloven · kapitel 18 af 34

Kapitel 1 – Formål og område

LOV nr 526 af 24/06/2005

§ 1. Lovens formål er at sikre forbrugerne sunde fødevarer af høj kvalitet, at beskytte forbrugerne mod vildledning, herunder gennem anprisninger, i forbindelse med markedsføring af fødevarer m.v., at fremme sunde kostvaner, og derigennem medvirke til at sikre fødevareproducenter og -handlende rimelige og ensartede vilkår og at fremme dansk eksport af fødevarer. Dette skal understøttes gennem en effektiv og behovsorienteret offentlig kontrol i alle led af produktion og omsætning af fødevarer.

§ 2. Loven omfatter:

  1. Fødevaresikkerhed og fødevarernes sammensætning, jf. kapitel 2, 3 og 7.

  2. Kost og ernæring, jf. kapitel 4.

  3. Markedsføring og mærkning af fødevarer, jf. kapitel 5 og 6.

  4. Fødevarevirksomheder, jf. kapitel 8 og 9.

  5. Myndigheder og kontrol, jf. kapitel 10-15.

Stk. 2. Inden for denne lovs område gælder definitionerne i artikel 2 og 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevareautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (fødevareforordningen).

Stk. 3. Lovens regler om behandling omfatter alle de led i produktion, tilvirkning og distribution af fødevarer, som er defineret i artikel 3, nr. 16, i fødevareforordningen.

§ 3. I forbindelse med udarbejdelse, evaluering og ændring af fødevarelovgivningen sker høring af offentligheden i overensstemmelse med artikel 9 i fødevareforordningen.