← Skatteforvaltningsloven

§ Skatteforvaltningsloven · kapitel 23 af 42

Kapitel 2 – Skatterådet

LOV nr 427 af 06/06/2005

§ 2. Skatterådet bistår told- og skatteforvaltningen ved forvaltningen af lov om vurdering af landets faste ejendomme og lovgivning om skatter, bortset fra lovgivning om told.

Stk. 2. Skatterådet afgør sager, som told- og skatteforvaltningen forelægger for Skatterådet til afgørelse, jf. stk. 1.

Stk. 3. Skatterådet kan efter indstilling fra told- og skatteforvaltningen ændre en åbenbart ulovlig afgørelse, der er truffet af et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn. Skatterådet har i den forbindelse ret til at indkalde materialet i en sag fra et skatte- eller vurderingsankenævn.

§ 3. Skatterådet består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6 medlemmer, og skatteministeren udnævner 13 medlemmer. Blandt de medlemmer, som skatteministeren udnævner, skal 4 medlemmer være repræsentanter for henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket, handelen og lønmodtagerne, og 4 medlemmer udnævnes efter indstilling fra KL (Kommunernes Landsforening).

Stk. 2. Den ordinære funktionsperiode er på 6 år. Den første funktionsperiode begynder den 1. november 2005. Der gælder ingen fast funktionsperiode for formanden eller en eventuel næstformand.

Stk. 3. Er et medlem fraværende fra Skatterådets møder i en sammenhængende periode på over 6 måneder, ophører den pågældende med at være medlem af rådet, og der vælges eller udnævnes i så fald i overensstemmelse med reglerne i stk. 1 et nyt medlem af rådet for den resterende del af funktionsperioden. Det samme gælder, hvis et medlem i øvrigt udtræder af rådet.

Stk. 4. Formanden og en eventuel næstformand for Skatterådet udpeges af skatteministeren blandt rådets medlemmer.

§ 4. For at Skatterådet kan træffe en afgørelse, skal mindst halvdelen af medlemmerne, heriblandt formanden eller næstformanden, deltage i afgørelsen.

Stk. 2. Reglerne for told- og skatteforvaltningens sagsbehandling finder tilsvarende anvendelse for Skatterådets sagsbehandling, medmindre andet er bestemt ved lov eller efter stk. 4.

Stk. 3. Skatterådet kan i en sag, der forelægges for rådet til afgørelse, tillade, at der afholdes syn og skøn efter regler, der svarer til § 47 om syn og skøn i landsskatteretssager.

Stk. 4. Skatteministeren fastsætter en forretningsorden for Skatterådet.

Stk. 5. Told- og skatteforvaltningen stiller sekretariatsbistand til rådighed for Skatterådet.