Offshoresikkerhedsloven § 67
§ 67. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af transport- og energiministeren efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.
Stk. 2. Afgørelser truffet af en institution under Transport- og Energiministeriet, anden myndighed eller private, som ministeren i henhold til § 61 har henlagt sine beføjelser til efter loven, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det i stk. 1 nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.
Stk. 3. Klagen skal være indgivet skriftligt til Energiklagenævnet inden 4 uger fra tidspunktet, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om
-
adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller regler udstedt i henhold til loven træffes af transport- og energiministeren, og
-
betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.
Stk. 5. Den i stk. 4, nr. 1, nævnte bemyndigelse omfatter ikke regler om afskæring af klage over afgørelser, som er truffet af private, jf. § 61, stk. 4.
Stk. 6. Ved afgørelser efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven erstattes repræsentanter i Energiklagenævnet, som er udpeget efter indstilling fra Dansk Industri og Landbrugsraadet, af 2 sagkyndige medlemmer, der udpeges af transport- og energiministeren, 1 medlem, der repræsenterer arbejdstagerorganisationerne i Offshoresikkerhedsrådet, og 1 medlem, der repræsenterer arbejdsgiverorganisationerne i Offshoresikkerhedsrådet. Transport- og energiministeren udpeger de pågældende medlemmer. Udpegningen af de 2 medlemmer, som repræsenterer henholdsvis arbejdsgiverorganisationerne og arbejdstagerorganisationerne i Offshoresikkerhedsrådet, sker efter indstilling fra de respektive organisationer.
Kilde: Retsinformation.dk